
Tale til fremtiden
I FORBINDELSE MED AARHUS SYMFONIORKESTERS 90 ÅRS FØDSELSDAGSKONCERT, 17. JANUAR 2025
Kære publikum. 1000 tak fordi i er mødt op i dag for at fejre Aarhus Symfoniorkesters 90 års fødselsdag.
To af de værker orkestre har spillet her i dag – Wilhelm Tell overturen og Chopins 1. klaverkoncert – var på programmet ved orkestrets allerførste, symfoniske koncert i 1935. Derfor var det passende at programsætte dem i dag, for i dag handler om at binde fortid og fremtid sammen. Netop derfor har vi også tidligere medlemmer af orkestret med os i dag, og en masse studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium.
90 år er ikke så ringe, men jeg går lige et par skridt længere tilbage. Sådan ca. 60.000 år tilbage.
De første menneskeskabte instrumenter man kender til, er benfløjter som er ca. 60.000 år gamle. I mere end 60.000 år har mennesker altså lavet instrumenter for at kunne spille musik for hinanden.
Derfra tager vi et pænt spring frem i tid: Den type nodeskrift som orkestret bruger den dag i dag, er godt 1000 år gammel, opfundet i sin grundlæggende form af den italienske munk Guido d’ Arezzo, nogenlunde samtidig med at danske vikinger sejlede vestpå og nåede hele vejen til Grønland og Nordamerika.
Lad os tage endnu et spring; Symfoniorkestret som konstruktion er ca. 275 år gammelt, give or take.
Det tog den form vi kender i dag, i løbet af det vi kalder Rokoko-perioden, i overgangen fra barokmusikken til Wienerklassikken.
Et professionelt symfoniorkester som Aarhus Symfoniorkester er altså kulminationen på 60.000 års udvikling, fra den første primitive benfløjte, til den enorme, lydmæssige kompleksitet man kan høre i de store, symfoniske værker.
Et symfoniorkester er på den måde en historisk, rig og kompleks kunstform, og samtidig er det et elitært kulturprodukt.
Når jeg siger det, så er der allerede nogen derude der sidder lidt uroligt i sædet, også her på scenen – for kan man godt tillade sig at sige, at noget er elitekultur?
Ja, det mener jeg godt kan man, og det mener jeg ligefrem man skal, så længe – og her kommer pointen – at man er tydelig med, at det elitære ikke handler om selve oplevelsen. For produktet, selve koncerten, det kan alle få glæde af!
Altså; Udøverne heroppe på scenen er specialisterne. De er eliten. Selve oplevelsen kan alle få glæde af. Det er en meget vigtig skelnen, fordi det er afgørende for om man forstår hvorfor det koster dét, det koster at drive et symfoniorkester.
Musikerne i Aarhus Symfoniorkester er elite-kultur-udøvere, på samme måde som de bedste 800 meter løbere i Danmark er elite-sports-udøvere. Og for at de kan udøve lige præcis dét, som et symfoniorkester er allerbedst til, så kræver det ofte, at der er mindst 75 af dem til stede på samme tid.
Det er den her kunstforms – altså den symfoniske musiks – helt grundlæggende vilkår. Og derfor koster et rigtigt, professionelt symfoniorkester mange penge.
Pengene kommer langt overvejende fra de lovbestemte, offentlige tilskud, som symfoniorkestrene er dybt afhængige af for at kunne eksistere. Dem er vi er dybt taknemmelige for. Det skal der ikke herske tvivl om.
Men de tilskud svinder lige så stille ind. Og landsdelsorkestrenes helt store udfordring lige nu er, at det er svært at finde allierede i det politiske system.
Det er jo nu engang sådan, at det er politikerne der har bestemt at symfoniorkestrene skal være her – det er faktisk ikke musikerne eller cheferne, sådan nogen som mig. Det er bestemt ved lov, hvilket jeg sådan set synes er virkelig fornuftigt.
Det betyder også, at politikerne kan bestemme, at symfoniorkestrene ikke længere skal eksistere.
Derfor er det min bøn til alle jer der sidder her i dag, at i skal påvirke jeres politikere, hvis I også gerne vil gå til symfoniske koncerter om 3, 5 eller 10 år her i Symfonisk Sal. Og det arbejde skal gøres nu, for tiden rinder ud mens de offentlige tilskud svinder ind, og de slår ganske simpelt ikke til, hvis man ønsker at bevare dét Aarhus Symfoniorkester man har nu. Så enkelt kan det siges.
Potentialet er her faktisk til, at Aarhus kan have et symfoniorkester i verdensklasse. Altså i den absolutte top. Hvis man ønsker det, så har man alle forudsætninger for det. Før vi overhovedet kan overveje dén drøm, så handler det altså om at sikre det eksisterende. Ellers er der ingen fremtid for Aarhus Symfoniorkester som vi kender det i dag.
Men, måske er der bare ikke råd til den her komplekse kunstform i fremtiden? Og måske kan man erstatte alle de dyre, levende mennesker med noget som er billigere og nemmere at håndtere?
Hvis man virkelig ønsker dét, så er der faktisk godt nyt: AI – kunstig intelligens – er nået ret langt i de seneste par år, og er allerede rigtig god til at generere troværdig musik i andre genrer. Klassisk musik – og i udpræget grad symfonisk musik – er bare så komplekst, at det indtil nu ikke er lykkedes at skabe noget, der kunne forveksles med ’the real deal’. Men, nu er vi ved at være tæt på!
AI har udviklet sig, også indenfor vores genre, og der er nu flere muligheder online, for at man kan bede AI om at skrive noget der minder lidt om dét en levende komponist kan skrive.
Indenfor 3 til 5 år, så kan vi sandsynligvis sætte en AI til at skrive en symfoni, som trænede eksperter som jeg selv, ikke med sikkerhed kan sige om er menneske eller AI-skabt, og man kan få digitale instrumenter til at spille det, så man heller ikke dér kan høre forskel.
Pointen med al det her, er ikke at tale ondt om AI. Jeg er ikke ”Luddit” eller teknofob, men jeg mener at det er sindssygt vigtigt, at vi alle gør os klar hvad forskellen er.
Jeg ved godt hvad forskellen er, for den oplever jeg her i salen uge efter uge. Det er nemlig dét faktum, at her er der mennesker bag, og de mennesker vil jer noget.
Dét er forskellen, hvis i spørger mig. AI vil jer ikke noget. Ingenting!
I kender historien om, at man skal bruge godt 10.000 timer til at blive god til noget. Til sammen har de her mennesker brugt godt en million timer, til at lære hvordan man omdanner lyd til følelser.
Uge efter uge så gør de deres bedste for at nå netop dét mål, og musikerne i Aarhus Symfoniorkester er simpelthen på en hellig mission, der handler om at omdanne lyd til følelser.
Det er sindssygt komplekst, og så sindssygt smukt når det hele går op i en højere enhed. Fordi det er mennesker, der spiller musik skrevet af mennesker, sammen med mennesker, for mennesker.
Det er en symfoni af kød, hud, øjne, arme, hjerner, fingre, læber og lunger. Det er tanker, instinkter, indsigt og kompetence. Det er indforståede blikke hen over nodestativerne, voldsomme energier, adrenalin, kuldegysninger, kaos og larm, og ind imellem måske uforståelige klange, til skræk og rædsel for de mere konservative lyttere.
Men det er også harmoni, stilhed, ro og fordybelse. Og som oftest er det forsonende, supermenneskelige forbindelser på tværs af alle forskelle.
Det er alkymi og terapi på én og samme tid, og det er fandeme smukt.
Og alle disse ting har enorm værdi. Ubeskrivelig værdi!
I et symfoniorkester er det hele fortættet, raffineret og komprimeret. Det er 60.000 års musikalsk udvikling der er kogt ind til ét stort, bankende musikalsk hjerte, og det er byens musikalske hjerte!
Jeg stopper som Musikchef for orkestret om blot 14 dage. Jeg går en usikker tid i møde, men det har jeg det ok med, for det er mit valg. Det her musikalske hjerte – Aarhus Symfoniorkester – skal blive ved med at slå i mange år endnu, og fremtiden er altså i aften eller i morgen, hvor i skal gå hjem og gøre jer det klart om i ønsker at dette skal være til stede i samfundet, i det omfang og med den kvalitet som en by som Aarhus fortjener.
Det, som orkestret skaber, kan nydes og opleves af alle mennesker, og det er skabt af levende mennesker; specialister, elite-kultur-udøvere, med noget på hjerte.
Sådan bør det også være i fremtiden.
Kæmpestort tillykke til Aarhus Symfoniorkester!
Jesper Nordin,
afgående Musikchef