Thomas Adès – Dawn

Thomas Adès: Dawn

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Den engelske komponist Thomas Adès er en af tidens mest fremtrædende komponister. Han er født i 1971 i London og fik sit gennembrud med blandt andet en kammersymfoni fra 1990. Han er i sine værker inspireret af mange forskellige genrer fra klassisk musik over folkemusik, jazz til avantgarde, og han i sin karriere modtaget en række priser, der i blandt Sonningprisen i 2015. Han er kendt som operakomponist og debuterede som sådan i 1995 med værket ”Powder her Face”, som skildrer en engelsk hertugindes skandaleombruste liv. Senere fulgte ”Stormen” i 2104, baseret på Shakesspeares drama og i 2016 ”Morderenglen” over Luis Buñuels film.

Hans orkesterværk ”Dawn” – Morgengry – blev uropført i 2020 midt under corona-epidemien, og det havde en vis indflydelse på stykkets udformning. Det skal spilles med en vis basisbesætning, der nærmest svarer til et wienerklassisk orkester med ekstra slagtøj plus klaver og harpe, men er i øvrigt fleksibelt med hensyn til tilføjelse af flere instrumenter. Det kan altså tilpasses de givne omstændigheder ved epidemien.

Værket forestiller ifølge komponisten solopgangens stadige cyklus og til at skildre denne kontinuerlige bevægelse har Adès valgt en form, der går helt tilbage til barokken, en chaconne. Det er en variationsform, hvor en baslinje eller en akkordrækkefølge stadig gentages og derved danner det skelet, hvorover variationerne bygges. Formen er bl.a. brugt af Purcell, Bach, Brahms og Britten. Hos Adès begynder musikken ganske svagt, men bygges op med stadigt mere komplicerede strukturer, indtil solen i et sprudlende klimaks stiger op. Værket er en mesterlig kombination af nyt og gammelt, en fængslende rejse gennem daggryets forskellige faser og en intens meditation over solopgangens evige cyklus.

Hør værket her:

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.