AF PEER KJÆR ANDERSEN

I store dele af sit liv beskæftigede Tjajkovskij sig med tanker om døden. Trods en række successer følte han sig som et mislykket menneske, der kun ventede på døden, ja måske ligefrem længtes efter den. Hans tre sidste symfonier afspejler denne stemning. Deres indhold er præget af fatalisme, ikke en skæbne som man kan bekæmpe og besejre, men en truende magt, som til sidst tilintetgør én. Og alligevel er stemningen en anden, da han i februar 1893 begynder arbejdet på denne symfoni. Til sin bror skriver han: ”Jeg kan fortælle dig, at jeg, takket være mit nye arbejde, befinder mig i en yderst behagelig sindsstemning,” Han arbejder hurtigt, så symfonien er færdig i udkast allerede i begyndelsen af april, hvorefter den får lov til at hvile til august. På det tidspunkt dør flere af hans nære venner, hvilket nok berørte ham, men ikke så meget som tidligere i samme situationer. Han genoptager arbejdet med Pathétique i august, og i et brev skriver han: ”På min ære, aldrig i mit liv har jeg været så tilfreds med mig selv, så stolt, så lykkelig i bevidstheden om virkelig at have skabt noget stort.” Symfonien er færdig i oktober og får sin første opførelse 6. november i Sankt Petersborg med komponisten som dirigent. Modtagelsen var kølig, men Tjajkovskij blev ikke nedtrykt af den grund. Men han skulle ikke opleve værkets sejrsgang som hans væsentligste orkesterværk. Få dage efter premieren greb han pludselig en karaffel med ukogt vand fra Nevafloden, mens koleraen herskede i byen og den 6. november afgik han ved døden. Var det selvmord? Var han blevet tvunget til det på grund af sin homoseksualitet? Det vil man nok aldrig få at vide.

Tjajkovskij havde tidligere nævnt, at symfonien havde et program uden nærmere at specificere, hvad det gik ud på. Man kan få en ide om det ved at læse et brev, som hans bror Modest skrev som svar på en forespørgsel fra en stadsarkivar i Pressburg. Han skriver bl.a.:

”Første sats skildrer hans liv med dets blanding af smerte og lidelse og den uimodtåelige længsel efter det store og ædle, på den ene side kamp og dødsangst, på den anden side guddommelig glæde o himmelsk kærlighed til det skønne, sande og gode i alt, hvad evigheden i kraft af den himmelske nåde lover os:”

Første sats:

Anden sats fortæller om de få glædesstunder i hans liv – en glæde, som ikke lignede andre menneskers glæder.

Anden sats:

Tredje sats gengiver hans musikalske udvikling. Den var i begyndelsen af hans liv intet andet end spøg, men så bliver han stadig alvorligere og ender som berømthed. Herfor giver triumfmatchen i slutningen udtryk.

Tredje sats:

Fjerde sats skildrer hans sindsstemning i hans sidste leveår, den bitre skuffelse og den dybe smerte ved at tvinges til at erkende, at hans kunstneriske berømmelse er forgængelig og ikke formår at standse hans angst for det evige intet.

Fjerde sats:

Symfonien er et mesterværk. Med sin kombination af lidelse, skønhed og dyb sorg skaber den et følelsesmæssigt univers, der gør den til et af de mest personlige og udtryksfulde værker i musikhistorien.