AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

Den tyske, senromantiske komponist Richard Strauss (1864-1949) blev berømt for sine programmusik-værker, dvs. musik, der skildrer en handling, gengiver et billede eller nogle genstande. Tonedigtet Don Juan blev den 24-åriges gennembrudsværk. Strauss dirigerede selv den særdeles succesfulde uropførelse i Weimar den 11. november 1889.

I partituret til Don Juan satte Strauss et trykt program, nemlig tre brudstykker fra den østrigske forfatter Nikolaus Lenaus dramatiske digt Don Juan, der havde inspireret Strauss til musikken og handlingen.

Strauss’ tonedigt former sig som én stor drift fremad. Der er tre episoder, der udgør nogle af hans kærlighedsaffærer, og det interessante ved lytteoplevelsen er, at man på trods af episoderne, hvoraf især den tredje er meget rolig og vidtspunden, stadig fornemmer enhedspræget i værket samt den konstante drift fremad, for Don Juans livskraft pibler frem mange steder – i forgrunden såvel som i baggrunden.

Den brusende værkåbning er en musikalsk omskrivning af altfortærende livslyst. Der er ingen ro i denne energisk pulserende indledning:

Den første kærlighedsaffære er meget episodisk, og skiftet hertil, ja hele afsnittet, er nemt at komme til at overhøre, for der er mere tale om en ultrakort flirten end en egentlig kærlighedsaffære. Det hele sker i løbet af ganske få takter, så man skal være på stikkerne som lytter, for mere bliver det ikke til mellem denne kvinde (et koket motiv) og Don Juan:

Kærlighedsaffære nummer to er længere. Don Juan, der nu styrter fremad igen, standser brat, da han ser en ny kvinde – han holdes i ånde af et markant klangskift i orkestret:

Vi overværer nu en forførelsesscene, hvor kvinden er repræsenteret af soloviolinen, som Strauss giver foredragsbetegnelsen ”molto espressivo”, dvs. meget udtryksfuldt, og som han betegnende lader spille i det høje leje. I et dybere leje hører vi manden, dvs. et af Don Juans temaer:

Don Juan og kvinden når hinanden, og der følger en glødende og lidenskabelig kærlighedsscene, der hører til de ypperste af de mange kærlighedsscener, som Strauss har sat i musik – både i sine tonedigte og i sine operaer:

På kærlighedsscenens højdepunkt begynder Don Juan imidlertid allerede at ledes ved det hele – der indtræder en markant molfarvning af musikken, og en ny fremdrift rører på sig. Snart raser musikken og dermed Don Juan igen videre i lysende dur-fremdrift:

Så følger den tredje kærlighedsaffære. Don Juan iler som sagt videre, men den hvirvlende musik bremses op, dvs. Don Juan bremser op. For her ser han den tredje kvinde, og lidenskabeligt gør han kur til hende. Denne gang har han imidlertid vanskeligere ved at forføre kvinden – det vil her sige solofløjten:

Men til sidst overgiver hun/solofløjten sig, tempoet sættes ned, og kærlighedsscenen med den store obosolo begynder. Denne tredje episode fungerer som værkets hvilepunkt og illustrerer et kærlighedsforhold af en helt anden art end de to foregående. Oboens vidunderlige kærlighedssang svæver over den fløjlsbløde klangbund i orkestret:

Men selvom der måske er tale om dybere følelser, melder kedsomheden sig også denne gang. Kærlighedsstemningen forsvinder, og med et splinternyt, heroisk tema, spillet unisont af hornene, vågner Don Juans fremdrift igen. Oboen forsøger at holde på ham, men med gentagelse af horntemaet gør han sig fri og iler bort og hvirvler ud i en karnevalsscene:

Pludselig overfaldes og overmandes Don Juan af en dødlignende tilstand. Han – og musikken – bryder sammen, og minder om de tre skildrede kvinder hjemsøger ham. Strauss omtalte i et brev til sin far selv dette sted som ”tømmermænd-stedet”:

Med en sidste kraftanstrengelse – alle værkets Don Juan-temaer vågner igen – raser han afsted mod sit nye mål med strålende, overgiven musik:

Det nye mål for Don Juans fremadstræben bliver hans banemands sværd. Hans modstander får ingen plads i musikken, men man kender ham fra Lenaus digt, og det er en Don Pedro, der vil hævne Don Juans forførelser og drab. Den desillusionerede Don Juan gør ikke synderlig modstand og ønsker faktisk at dø. I kampen, der ikke gengives tydeligt i musikken, kaster han til sidst sin kårde bort, og han bliver dræbt. Musikken skildrer nøjagtigt dødsstødet og skildrer – efter en lang generalpause – hans kræfters afsvækkelse. En kort kuldegysning i bratscherne og så hans udånden:

Værket slutter altså i allerstørste kontrast til sin åbning. Og slutningen er kort, for når der ikke er mere drift fremad, er der ikke mere at fortælle og dermed heller ikke mere musik. Men så koncist værket er, har Strauss også nået utroligt meget i løbet af de blot cirka 17-18 minutter, som det varer.

Don Juan bliver meget hyppigt opført, og både dirigenter og orkestre ønsker at brillere i dette virtuose værk. ”Alt klinger storartet og kommer prægtigt frem, omend det også er gyseligt svært,” beretter Strauss til sin far i forbindelse med de første prøver. ”Det gjorde mig virkelig ondt for de stakkels hornister og trompeter. De blæste sig helt blå i hovedet – så anstrengende er denne sag […] Klangen var vidunderlig, med en kæmpemæssig glød og yppighed. Hele historien vil gøre en pokkers god virkning her.” Og efter generalprøven skriver Strauss til sin far: ”Efter ”Don Juan” sad en hornist sveddryppende, helt forpustet og sukkede: ”Du gode Gud! Hvad har vi dog gjort, at Du har sendt os denne pryglekæp (det er mig). Den kommer vi heller ikke så snart af med igen”.” Strauss var meget humoristisk anlagt og tilføjer: ”Vi græd af grin!”

Ovenstående tekst er en forkortet og redigeret uddrag af kapitlet om Don Juan i Leif V.S. Balthzersens bog Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning (Aarhus Universitetsforlag, 2015), hvor man kan læse en mere detaljeret gennemgang.