Tutti & instrumenterne: Fagot

Fagot

Nu skal vi møde fagotten! Det er den allerstørste af træblæserne og den kan spille meget dybe toner. Fagotten er et langt rør af træ med huller i. Ved hullerne sidder klapper, som man kan trykke ned, så hullet bliver lukket. På den måde skaber man forskellige toner på fagotten. Men der skal også blæses luft i røret, før fagotten kan sige noget. For at spille fagot må man blæse igennem et smalt rør af træ, der sidder fast på en metalholder. Fagotten kan også spille ret høje toner, og kan derfor have mange forskellige roller i et orkester, fx når den spiller dybe bastoner, der understøtter melodien i musikken og giver et grundlag for harmonikken. Men den kan også være melodibærende og spille korte eller længere passager med melodier.

Fagotten er en del af symfoniorkestret og bliver også brugt i mindre ensembler. Der findes forskellige fagotter. Den almindelige fagot, kontrafagotten og fagotinoen. Den almindelige fagot er den mest brugte, men nogle gange er der brug for endnu dybere toner, og så bruges kontrafagotten. Den kan man også se på månedens Tutti-video, hvor Tutti møder fagottisten Eric fra Aarhus Symfoniorkester. Her spiller Eric på kontrafagot til allersidst, hvor han slutter af med en meget, meget dyb tone.

Fagotinoen er en mindre fagot, som især bruges til børn, der gerne vil lære at spille fagot. Her er fagotten nemlig tit for stor at håndtere og så kan man spille fagotino.

Tutti og instrumenterne: Fagot

Tigeren Tutti elsker musik og vil gerne selv spille og drømme sig væk i tonerne. Så han har sneget sig ind i Aarhus Symfoniorkester for at overraske musikerne og høre deres mange instrumenter – og måske få lov at prøve nogle af dem. Her møder han fagottist Eric Beselin, som får tonerne til at regne.

Som sagt kan fagotten spille meget dybt, og det er det, den oftest bliver brugt til – at være bas i orkestret. Det er faktisk ikke særlig tit, den spiller de høje toner. I 1913 – for over 100 år siden – blev den russiske komponist Igor Stravinskijs værk Le Sacre de Printemps opført. Titlen på værket betyder forårsofret. Det var en ballet, så der var både et orkester, der spillede musikken, og en gruppe balletdansere, der viste historien igennem dans. Værket starter med at fagotten spiller helt alene. Den spiller så høje toner, at det næsten lyder, som et andet instrument, og faktisk var der flere i publikum, der ikke kunne gætte, hvilket instrument, det var, der spillede. I videoen med Tutti spiller Eric den lille solo fra starten af Stravinskijs værk.

Da Le Sacre de Printemps blev opført første gang, var der ikke mange, der forstod, hvad der foregik på scenen foran dem. Dengang var koncertpublikummet vant til at ballet var yndige dansere, der dansede i smukke kostumer til romantisk og fortællende musik. Så kom de i koncertsalen og pludselig var det noget helt andet, end de var vant til at høre. Mange syntes, det var dårligt og uforståeligt, men senere kom flere og flere til at forstå og synes om musikken. I dag er Stravinskijs værk et af de mest berømte og skelsættende musikstykker fra den periode, fordi det blev et brud med det der var, og dermed åbnede op for nye ideer og kompositionsmetoder i den klassiske musik.

Hvis I har lyst til at høre hele Le Sacre de Printemps, så kan I høre den her, hvor man også kan se balletten, som man tror den har set ud dengang. Koreografien – altså måden de danser på – er genskabt ud fra gamle tegninger og det samme er kostumer og kulisser. Selvom vi i dag er vant til at musik, dans og teater kan være meget forskelligt og se ud på mange måder, så er balletten stadig den dag i dag noget særligt, som ikke ligner de fleste andre balletter, der bliver opført på teatrene rundt omkring.

Nogle gange kan fagotten lyde næsten komisk. Som i den franske komponist Paul Dukas stykke Troldmandens lærling. Her kan du høre fagottens sjove lille solo med orkester:

Her kan du se musikken blive brugt i Disney’s Fantasia, hvor Mickey Mouse spiller troldmandens lærling, og hele Dukas musikstykke lægger lyd til billederne. Fagotten kommer ind i midten af klippet, da Mickey tryller kosten levende. Lyt godt efter, så kan du nok høre den.