Verdens bedste begyndelse?

Verdens bedste begyndelse?

Begyndelsen på Beethovens femte symfoni hører til de mest ikoniske og genkendelige af alle musikalske motiver. Et af den slags ultraskarpe og præcise udsagn, som man bare ikke kan glemme. En ægte ‘Ohrwurm’. Et ‘meme’ i sin oprindelige betydning.

Og det har vist sig at være både en velsignelse og en forbandelse for denne fantastiske symfoni, som er så meget mere end blot sin begyndelse. Nogle gange ville jeg ønske, jeg aldrig havde hørt den start, og kunne opleve symfonien på ny. Starte på en frisk.

Hvordan starter man overhovedet en symfoni?

Det er enkelt: Man starter med et helt sort stykke nodepapir som betyder “alle lyde i al tid”, og så fjerner man stille og roligt alle de lyde som ikke hører til i netop denne symfoni. Ligesom man laver en skulptur af en elefant, ved at starte med en marmorblok, og så fjerne al dét som ikke ligner en elefant.

Spøg til side – det er altafgørende for en symfoni, hvordan den starter. De første lyd komponisten vælger, må jo forberede lytteren på alt det der følger.

Symfonien starter, som mange andre symfonier fra den periode – med et slags vækkeur; et “wake-up call”!

Teksten “Wachen Sie auf!”, som jeg har tilladt mig at notere herover, er helt min egen. Men jeg synes det passer godt til dét der er formålet med et sådant motiv, altså: “Hear ye! Hear ye!” – nu starter symfonien!

Det var et ganske normalt trick hos de Wienerklassiske komponister, som ikke kunne forvente at publikum pænt sad stille og lyttede fra starten af koncerten, og derfor ofte kunne finde på at starte en symfoni med et kort, slagkraftigt motiv. Gerne en fanfare, og næsten altid med en gentagelse.

Verdi gør det samme 55 år efter Beethoven; starter sin opera “Skæbnens magt” med et slagkraftigt motiv, gentaget. Det er skæbnen der banker på døren, siger man. Tre tunge bank, så hængslerne knager.
“BUM… BUM… BUM”
“DU…SKAL…DØ!”

Herefter må man gå ud fra publikum ér vågnet og er engageret.

Vi har igennem hele denne sæson spillet flere symfonier med helt særlige begyndelser:

Brahms 1. symfoni starter i det samme mørke C-mol univers og slutte i den samme triumferende C-dur som netop Beethovens 5. De to har så meget til fælles. Dog er der en verden til forskel.

Hvor Beethoven er afklaret, firkantet og opbrudt, så er starten af Brahms 1. symfoni vredet, forpint og strømmende. Hør bare:

Vi har også spillet Mahlers 1. symfoni for jer i denne sæson. En symfoni der for mig at høre starter med en skabelsesberetning: et krystallint, skrøbeligt og tyndt udstrakt “A”, fordelt over seks oktaver – over hele det menneskeligt hørbare spektrum af lyd.

Det første genkendelige motiv vi hører dukke op fra denne tåge, er en faldende bevægelse fra “A” til “E”, et meget grundlæggende interval i musikken, og fra et musiketnologisk perspektiv, et næsten universelt og grundlæggende musikalsk udtryk for “Mor”. (Hør for dit indre øre et barn der kalder “Mo-ar, mo-ar”).

Disse to elementer udgør starten af Mahlers fantastiske 1. symfoni; skabelsens tåge og moderen.

Carl Nielsen bruger også tonen A til at starte sin 3. symfoni, som vi åbnede sæsonen med. Men, ikke langstrakt eller statisk; nej mærkeligt hakket. Et stød. To stød. En synkope. Og så en pludselig acceleration. Jeg tænker på et hjerteslag, der med vold og magt genstarter efter en uvildig død.

Herefter kan livet igen frit strømme, og fylde symfonien, som er så fuld af livsglæde og tiltro, men som også peger på skabelsen i det paradisiske billede af Adam og Eva som jeg synes de to sangere i den pastorale 2. sats må være et udtryk for. De to sangere i en ordløs idyl – mennesker der er som skabt på ny:

Nielsens 3. symfoni, 2. sats:

I februar spillede orkestret Elgars 1. symfoni under Michael Schønwandts ledelse. En symfoni som tillader sig at starte med rendyrket melankoli, men indadvendt og formummet…stille.

Få symfonier starter med samme enkle og uparfumerede tristesse, så nøgent og elegant orkestreret, med melodien der roligt flyder afsted i en mørk gylden blanding af bratscher, klarinetter og fagotter. Indadskuende. Og så – i løbet af ganske få sekunder – er hele orkestret lige pludseligt med, og åbner dét der før var introvert sig til en uforbeholden accept af al verdens genvordigheder; kom an!

Og det gør verden så, for efter denne betagende introduktion som varer ca. 3½ minut, begynder musikken pludseligt at vride sig – lidt som starten af Brahms 1. symfoni – en umage, tvivlende musik, som man ikke rigtigt kan fornemme hvor skal ende henne.

Elgar, symfoni nr. 1:

Tilbage til Beethoven, til de berømte takter, der starter og forbander den symfoni. Forbander den fordi den er så meget mere. Hvorfor hænger de ved, de første takter?

Vi kan kun gætte, men klarheden, det velformulerede og utvetydige spiller en rolle: “Først gør vi så’n! Så gør vi så’n!” Punktum, ikke så meget pjat. Giv beskeden videre!

Det er nemlig nemmere at give en besked videre når den er så klart formuleret, og derfor er starten af Beethovens 5. symfoni et stærkt memetisk motiv – en tankevirus der nemt forankrer sig, og lige så nemt breder sig og sig fra person til person, fordi det er så nemt at videregive essensen.

Når man som dirigent vender og drejer sådan et par takter mange tusinde gange i sit hoved, så lægger man mærke til flere detaljer.

Vi ved for eksempel ikke, at symfonien er i mol, når vi bare har hørt det første berømte motiv. (Altså… det ved vi nu, fordi vi allerede har hørt fortsættelsen mange gange før, men hvis nu vi kunne høre symfonien for allerførste gang, ville vi ikke vide det).

Det er kun når musikken fortsætter, at den første grundtone i symfoniens overordnede toneart dukker op – et C, og dermed er det åbenlyst at vi er i C-mol. Det er meget usædvanligt for en symfoni på denne tid, at den altså ikke bekender tonal kulør fra allerførste takt, men det er typisk for Beethoven at være atypisk. Hans allerførste symfoni starter også med en vildledning. Det kan vi snakke om ved en anden lejlighed.

Et andet kuriosum er, at symfonien starter med en pause! En lillebitte, lynhurtigt overstået ‘ottendelspause’, men ikke desto mindre en pause.

Det er med til at gøre starten svær at spille, uanset at ethvert orkester med respekt for sig selv har spillet denne symfoni et utal af gange. Når dirigenten slår ned, skal musikerne alle være enige om at spille præcist samtidig – bare lige et splitsekund efter dirigentens slag.

Af samme grund bliver denne begyndelse også brugt ved talrige dirigentkonkurrencer rundt omkring i verden, inklusive vores egen lille konkurrence, som finder sted mandag den 23. maj 2022, hvor en flok unge, talentfulde dirigenter skal konkurrere om muligheden for at blive Aarhus Symfoniorkesters Assisterende Dirigent for kommende sæson. Det foregår for lukkede døre, men I skal nok få vinderen at se i den kommende sæson.

Se her et grueligt eksempel på en dirigent, der måske halvvejs i desperation finder på alskens besynderlige bevægelser for at få sparket denne nok så kendte symfoni i gang.

Og skal vi ikke få den ud af kroppen én gang for alle?

Hér; tag en overdosis: et sammenklip af ikke mindre end 42 forskellige bud på den berømte start. Hvilken én er “den rigtige” i denne fascinerende samling? Umuligt at svare på.

Kom til koncert torsdag eller fredag, og oplev verdens bedste begyndelse.

Håber vi ses! Håber vi ses!

Om forfatteren

Jesper Nordin er Musikchef for Aarhus Symfoniorkester og har 25 års erfaring i den klassiske musikbranche. Først som orkestermusiker, siden hen som dirigent, og nu som kunstnerisk leder og chef.