Violinkoncerternes Mount Everest

Alina Pogostkina – Violinkoncerternes Mount Everest

AF CHRISTINA BLANGSTRUP DAHL

Alina Pogostkina kommer til Aarhus for at spille den koncert, der betyder allermest for hende: Sibelius’ violinkoncert. Vi snakker med hende om musikkens højdepunkter, om at genfinde glæden ved musikken – og at hjælpe andre til at gøre det samme.

Som barn af to violinister var Alina Pogostkina omgivet af musik, og hendes far underviste hende tidligt og intensivt, så snart hun var gammel nok til at holde på en violin.

Jeg kan ikke huske et liv uden musik

Når man spørger til hendes tidligste minder om musik, tøver hun først. ”Jeg kan rent faktisk ikke huske en tid, hvor der ikke var musik i mit liv,” forklarer hun så. ”Det er lidt ligesom at spørge en fisk, hvad vand er. Det kan den ikke svare på, for den har altid været i det.”

Til gengæld kan hun meget levende huske, hvordan det var at spille Sibelius’ violinkoncert for første gang: ”Sibelius-koncerten var min mors yndlingskoncert, og derfor har jeg et meget nært forhold til den. Det har altid været et helt specielt stykke for mig. Den er smuk og fredfyldt, og jeg tror, at jeg har overtaget min mors kærlighed til den. Jeg var dybt berørt af den, allerede inden jeg selv spillede den.”

”Jo mere jeg overgiver mig til musikken, jo mindre behøver jeg at fokusere på mig selv. Jeg er bare en tjener for musikken.”

Faktisk fik Alina Pogostkina først fingrene i Sibelius’ violinkoncert i de sene teenageår – hvilket faktisk er sent for et vidunderbarn, der konkurrerede intensivt og eksempelvis kunne Tjajkovskijs violinkoncert på rygmarven. Men til konkurrencer lærer man det repertoire, som kræves, fortæller Alina Pogostkina. ”Til finalerne spillede jeg altid Tjajkovskij dengang, og det var virkelig en stor ting for mig, da jeg endelig begyndte at spille Sibelius. Jeg havde en stor respekt for koncerten; det var en form for Mount Everest for mig. Så da jeg rent faktisk vandt Sibelius-konkurrencen – naturligvis med denne koncert – betød det virkelig meget for mig. Jeg voksede op med musikken gennem min mors kærlighed til den, og det var meget symbolsk for mig, at jeg netop vandt med denne koncert.”

”At spille koncert er blevet en mere og mere åndelig proces for mig. Jeg skal ikke længere bevise noget. Og jo mere jeg overgiver mig til musikken, jo mindre behøver jeg at fokusere på mig selv. Jeg er bare en tjener for musikken.”

Efter at have vundet konkurrencen spillede Alina Pogostkina selvfølgelig Sibelius’ violinkoncert tit. Faktisk så tit, at hun til sidst måtte træde et skridt tilbage og spille den sjældnere – simpelthen for ikke at miste kærligheden til den. I dag spiller hun den kun, når der er en særlig grund til det – og i dette tilfælde hedder grunden Leif Segerstam. ”Jeg har spillet med ham før, og det var en virkelig god oplevelse. Det er måske svært at beskrive, men det var meget grounded,” forklarer hun med det engelske begreb, som måske bedst kan oversættes med ”jordnært”.

”Jeg har øvet mig hele mit liv, og især med det kendte repertoire handler det ikke så meget længere om noderne. I stedet handler det for mig om at udvikle mig som menneske.”

Øvning foregår i sindet

Jeg spørger Alina Pogostkina, hvordan hun forbereder sig til en koncert. ”Faktisk øver jeg mig mindre og mindre, jo ældre jeg bliver,” siger hun. ”Jeg har øvet mig hele mit liv, og især med det kendte repertoire handler det ikke så meget længere om noderne. I stedet handler det for mig om at udvikle mig som menneske.”

”Når jeg går på scenen, skal det ske med den størst mulige nysgerrighed og åbenhed. Og når jeg spiller, overgiver jeg mig til musikken.”

Det betyder, at meditation, yoga og mindfulness er en daglig del af Alina Pogostkinas liv – også af hendes liv som musiker. ”Jeg bringer det ind i min optræden, for det er blot endnu en måde at udvikle mig selv på. Men selvfølgelig tager jeg mig også altid tiden til at se på musikken og undersøge, om jeg kan tilgå den på en ny måde og komme tættere på den. Jeg har jo ændret mig, siden jeg sidst spillede det, og det er vigtigt for mig at bibeholde denne åbenhed og møde musikken som det menneske, jeg er lige nu. Når jeg går på scenen, skal det ske med den størst mulige nysgerrighed og åbenhed. Og når jeg spiller, overgiver jeg mig til musikken. At spille koncert er blevet en mere og mere åndelig proces for mig. Jeg skal ikke længere bevise noget. Og jo mere jeg overgiver mig til musikken, jo mindre behøver jeg at fokusere på mig selv. Jeg er bare en tjener for musikken.”

Den skræmmende begyndelse

Det magiske øjeblik – altså sekundet før, solisten sætter buen på strengen og skaber lyd: Hvordan føles det egentlig? ”Skræmmende,” siger Alina Pogostkina efter en lang pause. ”Lige meget, hvor mange gange, jeg har været på scenen, så er det øjeblik altid skræmmende. Lige der indser man, at man ikke længere er i kontrol – og det er skræmmende for os mennesker. Men så kommer det næste skridt, overgivelsen. Det er som at springe i vandet. Man må stole på processen og bare starte med at spille – og så kommer forbindelsen til musikken, og den bærer dig gennem koncerten.”

I de bedste tilfælde bliver publikum en del af oplevelsen: ”Nogle gange bliver det en perfekt dans mellem solisten og publikum. Jeg er ikke adskilt fra dem, men er i det samme energifelt som dem og forbundet med dem, og de giver mig energi med deres opmærksomhed og ved at lytte. Det samme sker med orkestret og dirigenten; det er en stadig udveksling af energi. Jeg er blot en enkelt brik i puslespillet.”

Musikkens skyggeside: Når vidunderbørn bliver voksne

Alina Pogostkina taler velovervejet og uden at forhaste sig, når hun svarer på mine spørgsmål. Det er tydeligt, at der ligger grundige overvejelser bag hendes reflekterede svar. Det skyldes, at hun har brugt lang tid på at tænke over, hvad der driver klassiske musikere:

”Der er mange musikere, som kæmper med mindreværdsfølelser – selv nogle af de mest berømte og succesfulde solister, jeg kender,” fortæller Alina Pogostkina. Hun taler også af personlig erfaring: ”Jeg er vokset op med en streng sovjetisk undervisningstradition, og som vidunderbarn optrådte jeg allerede som femårig. Det var et stort pres. Jeg fik jo succes, men succesen havde en pris. Efter Sibelius-konkurrencen arbejdede jeg rigtig meget og endte med at bliver udbrændt.”

”Det er utroligt givende at hjælpe andre mennesker. Og som musiker føler jeg mig friere end nogensinde før.”

Alina Pogostkinas historie er langt fra enestående, fortæller hun: ”Klassiske solister presser altid sig selv til det yderste. Vi føler aldrig, at vi er gode nok eller yder nok; det er virkelig vanvittigt.”

Derfor skabte hun projektet Mindful Music Making efter i mange år at have arbejdet med meditation, yoga og mindfulness. Det er et projekt, der skal skabe mere opmærksomhed om musikeres mentale sundhed og give dem nye redskaber til at håndtere de stressende sider af musikerlivet: ”Mit arbejde med mig selv har gjort mig langt mere lykkelig og tilfreds som menneske – og skabt en langt stærkere forbindelse til mig selv og til musikken. Det er utroligt givende at hjælpe andre mennesker til at opnå det samme. Og som musiker føler jeg mig friere end nogensinde før.”

Alina Pogostkina spiller Sibelius’ violinkoncert til koncerten den 16. september 2021, hvor du også kan høre Langgaards 5. symfoni og Beethovens 6. symfoni.

Om forfatteren