Aarhus Symfoniorkester og Århus Sinfonietta præsenterer et år med koncerter, der hylder komponisterne Kaija Saariaho, Hans Abrahamsen og Per Nørgård, som alle fylder rundt i 2022. De tre står som ikoner for den moderne musikscene i det 20. og 21. århundrede og har spillet en afgørende rolle for, hvordan ny kompositionsmusik har udviklet sig i deres sam- og levetid.

Sæsonen fem kammerkoncerter er således programsat, så de hver især give publikum mulighed for at opleve de tre komponisters værker i deres forskellige udformninger og klange. Hvilke af komponisterne, der indgår i den aktuelle kammerkoncert, kan læses nedenfor på de dedikerede koncertsider.

Kammerkoncerterne er desuden en unik mulighed for at opleve den klassiske musiks mest intime øjeblikke og komme tættere på symfoniorkestrets medlemmer. Koncerterne er sammensat til lejligheden af musikerne selv efter personlig smag og efter hvilke værker, de synes udfordrer og fremhæver deres sammenspil.

Det er muligt at købe samlet billet til alle kammerkoncerterne i sæsonen til en særlig pakkepris. Følg linket til “kammerkoncertpakken” på de enkelte koncertsider.