Carl Nielsen i det lille format: En bagatel med stort potentiale

Det allerførste værk! Eller i hvert fald det værk, som en komponist elsker højt nok til at kalde sit første officielle værk: Det er, hvad det første opusnummer betyder. For Carl Nielsen er det hans Lille suite for strygere.

Det er ikke bare et ungdomsværk (Carl Nielsen var 22 år, da han skrev det) – det er også skrevet, mens han stadig studerede komposition. Og det blev såmænd spillet første gang af Tivolis Symfoniorkester – hvor Carl Nielsen selv sad og spillede violin. Han blev kaldt frem flere gange ved premieren, og anden sats blev spillet som ekstranummer. En måned senere blev det også det første af sine egne værker, som Carl Nielsen dirigerede.

Ikke mindst anden sats varsler det egensind og den lyrik og humor, som senere hen skulle blive så typisk for Carl Nielsen som komponist. Men i det hele taget blev musikken godt anmeldt – læs selv, hvad Avisen skrev:

“Glædeligt var det at høre Hr. Carl Nielsens Suite for Strygeorkester. Den unge Mand har aabenbart meget paa sit musikalske Hjerte, han ønsker sagt, og det, han fortalte os i Lørdags, var fremsat i en smuk, koncis Form, beskedent og tiltalende, med udmærket Stemmeføring og kjøn Klangfylde, der røber sikkert og kyndigt Blik til Strygemateriale. Der er al Grund til at lykønske den unge Mand til denne, saavidt vi vide, Debut for Offentligheden. Suiten var en afgjort Sukces; den mellemste Sats maatte spilles da Capo, og efter den sidste blev Komponisten, der øiensynligt vakte megen Sympathi ved sin store Ungdom, kaldt tre Gange frem. Bifaldet var vel fortjent, og vi ville haabe, at det maa anspore Hr. Nielsen til nye Anstrengelser for at gjøre sit umiskendelige Talent frugtbringende.”