Endelig alene! Hør messingblæserne gøre musikken til helt deres egen
Sidder du også altid og glæder dig til, at messingblæserne får lov til at give los i den store orkestermusik? Så har du her en chance for at høre dem helt for sig selv!
Tilsammen kan messingblæserne nemlig med deres forskellige klang faktisk udgøre et helt orkester – og derfor snupper de jævnligt musik og skriver det om, kun for deres instrumenter. Det er præcis det, de har gjort med Respighis Antiche arie e danze.
Det er virkelig, virkelig svært at høre det – men rent faktisk er dansene oprindeligt skrevet for lut! Det beskedne strengeinstrument minder om en guitar og har ikke så mange decibel at gøre med. Med andre ord kan man dårligt komme længere væk fra orkestrets – og især da ikke messingblæsernes – verden.
Men Respighi var meget interesseret i musikhistorie, og derfor skrev han tre orkestersuiter over antikke danse og arier. De fungerer fint for stort orkester – og hvorfor så ikke også spille dem på messinginstrumenter? Brian Bindner har arrangeret musikken for messingensemble.