Mozarts milde toner for fløjte: Fløjten i det lille format

Mozarts fine fløjtekvartet er et af de værker, som fløjtenister holder allermest af at spille. I en kvartet får fløjten nemlig masser af plads, samtidig med at der er andre musikere at spille sammen med og blive inspireret af. Faktisk er kvartetten på mange måder den perfekte blanding af det store orkester og solo-koncerten.

Og hvorfor så lige en kvartet for fløjte? Jo, rigtig mange dannede herrer spillede fløjte på Mozarts tid. Både Frederik den Store og George III af England spillede fløjte, og det gjorde instrumentet eftertragtet blandt dem, der så op til de kongelige. Og så gik komponisterne heller ikke af vejen for at smigre de høje herrer ved at dedikere et værk til dem, så de fik øje på komponisten; selvpromovering eksisterede længe før internettet!

Kvartetten er Mozarts første for instrumentet – men ikke den sidste. En rig kirurg havde nemlig bestilt ”tre koncerter og et par kvartetter”, så dem skrev Mozart til ham. Næsten, i hvert fald. I starten havde han nemlig masser af inspiration (som man kan høre her i kvartetten). Senere kneb det lidt mere – men kvartetten blev heldigvis skrevet, mens Mozart stadig var fuld af gode ideer.

Første og sidste sats er dejligt Mozart-muntre, og den langsomme sats er kvartettens smukke hjerte.