Et digt i vidunderlige toner: Chaussons Poème

Altså, egentlig kan Chaussons smukke musikalske poesi sagtens stå helt alene. Men der er faktisk op til flere gode fortællinger bag – en, der handler om musikkens inspirationskilder og en, der handler om værdien i at have gode venner.

Stykket hed egentlig først ”Le Chant de l’amour triomphant”, altså ”den triumferende kærligheds sang”. Den er opkaldt efter Turgenjevs novelle af samme navn – en novelle, der skildrede det omskiftelige kærlighedsliv blandt Turgenjevs musikervenner. Om kærlighedslivet (der var livligt) alligevel blev for besværligt at skildre i musikken, eller om Chausson bare ikke ville skrive programmusik, vides ikke. I hvert fald bestemte han sig til bare at kalde stykket Poème. Men en litterær tilblivelseshistorie og forbindelse havde musikken altså.

Der er også en opløftende historie bag udgivelsen. Chausson havde ikke den store selvtillid – hvilket faktisk også var grunden til, at han skrev det korte Poème. Den store violinvirtuos Ysaÿe havde opfordret ham til at skrive en koncert, men det mente Chausson var for stor en mundfuld og skrev derfor det musikalske digt i stedet.

Det blev godt modtaget af publikum, men ikke af nodeforlaget; de mente, at musikken var både for svær og for underlig, og de nægtede derfor at udgive stykket. Så trådte Chaussons gode ven, komponisten Albeniz, til. Han betalte – uden at fortælle det til Chausson – for udgivelsen, og stak også udgiveren nogle penge, som han kunne sende til Chausson som ”royalties”. Ikke, fordi Chausson manglede penge; men han manglede opmuntring – og det vidste Albeniz godt. Chausson havde støttet og opmuntret ham, mens Albeniz var en fattig student – og nu kunne Albeniz så gengælde støtten. Det må man kalde en god ven i nøden.

Tue Lautrup fra Aarhus Symfoniorkester er solist sammen med orkestret i 2014,