Assisterende dirigent Nathanaël Iselin
Til sæson 2021/22 har Aarhus Symfoniorkester ansat den unge franske dirigent Nathanaël Iselin i stillingen som assisterende dirigent. Iselin havde sin debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i maj 2021 ved en koncert med Aarhus Symfoniorkester, og han har allerede dirigeret orkestret til en sommerkoncert i juni.
I efteråret vil han være at finde på dirigentpodiet til den interaktive festkoncert Sansernes symfoni 22. september samt til orkestrets gymnasiekoncerter rundt om i regionen. I april 2022 vil han desuden dirigere familiekoncerten Peter, Tubby og Ulven.
Om valget af Nathanël Iselin udtaler Jesper Nordin:
”I denne sæson har vi valgt at ansætte Nathanaël Iselin som assisterende dirigent. Nathanaël er et åbenlyst talent, og vi har været glade for de produktioner han allerede har dirigeret hos os. Han er desuden på det helt rigtige sted i sin udviklingsbue og har allerede et højt professionelt niveau, så begge parter kan få gavn af samarbejdet. Jeg glæder mig også til sammen med Nathanaël at udvikle tiltag til at få de helt unge musikstuderende på musikskole og MGK-niveau interesseret i dirigentfaget.
Assisterende Dirigenter ansættes fremadrettet efter konkurrence, og her glæder jeg mig til at kunne invitere andre lysende talenter til byen; til vores fantastiske symfoniorkester og vores enestående koncertsal.”
Udover sin netop afsluttede uddannelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium er Nathanaël Iselin i fuld gang med en overbyggende masteruddannelse ved Sibelius Akademiet i Helsinki under Sakari Oramo. Han har studeret direktion på tre af de mest prestigefyldte musikuniversiteter i Europa: Conservatoire National Supérieur de Musique i Paris, Hochschule der Künste i Zürich og under Michael Schønwandt og Giordano Bellincampi på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Iselin har udover Aarhus Symfoniorkester dirigeret talrige europæiske orkestre, heriblandt Orchestre National de Montpellier, Lahti Symphony Orchestra, Copenhagen Phil og Sønderjyllands Symfoniorkester. I løbet af sin studietid har han desuden dirigeret DR SymfoniOrkestret, Radion Sinfoniaorkestri i Finland, Helsinki Philharmonic Orchestra, Nederlands Philharmonisch Orkest, Südwestdeutsche Philharmonie Konstanz med flere.
På opera- og operettefronten udfylder Iselin jævnligt rollen som dirigent for Opera Hedeland, og han har også arbejdet ved Bern Opera i Schweiz.
Rolle og ansvar
Ud over at få mulighed for at dirigere orkestret ved udvalgte koncerter, skal den assisterende dirigent indgå i et løbende udviklingsarbejde med orkestrets chefdirigent og de øvrige erfarne gæstedirigenter som mentorer, og i den forbindelse deltage i en række musikalske opgaver, herunder balancelytning, research, akustisk og musikalsk sparring og forberedende prøvearbejde.
Den assisterende dirigent tilknyttes orkestret i minimum 10 uger ud over de produktioner, som vedkommende selv dirigerer, og vil ligeledes dirigent indgå i orkestrets outreach-arbejde, både som planlægger, formidler og dirigent ved f.eks. lokalcenterkoncerter. Orkestret vil også tilknytte vedkommende som formidler af koncertintroduktioner til Aarhus Symfoniorkesters erhvervsklub SymfoBusiness.
Den assisterende dirigent vil forventes at assistere nodearkivaren med strøgsætning, research på nodeudgivelse med mere, da indgående kendskab til arkivarens funktion er en vigtig forudsætning for en professionel dirigent.
Første af sin slags i Danmark
Takket være en generøs donation fra Augustinus Fonden er Aarhus Symfoniorkester i stand til at hyre en fast assisterende dirigent for de næste tre sæsoner i ét år ad gangen – som det første orkester i Danmark.
I mange udenlandske orkestre er det helt normalt, at man har ansat en talentfuld nyuddannet dirigent, men i danske orkestre er der ikke tradition for denne tilknytning af nye talenter. ASO vil således være det første danske orkester til at indføre en sådan model og dermed være med til at lukke et hul i den musikalske fødekæde.
At have en fast tilknytning til et orkester er en blåstempling, som udover at give ro til at udvikle sig under trygge rammer – men med professionelle krav – spiller en afgørende rolle for den unge dirigents evne til at skille sig ud fra mængden. Samtidig giver det et unikt tilhørsforhold, hvor både orkester, publikum og den assisterende dirigent oplever at vokse sammen, at heppe på hinanden, så en fremtidig stjernekarriere uløseligt vil være forbundet med det orkester, der gav næring, plads og hjemsted til talentet. Det gør både orkester og dirigent bedre og større.
Direktør for Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller udtaler:
”Aarhus Symfoniorkester har præsenteret en ambitiøs udviklingsplan for den musikalske fødekæde i Danmark, som ikke kun kommer orkestret selv til gode. Vi støtter ambitionen om at sætte danske og danskuddannede dirigenter på verdenskortet og sikre, at det danske dirigentmiljø får de bedst mulige vækstbetingelser”.
Musikchef for Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin tilføjer:
”Det er helt fantastisk at Augustinus Fonden har valgt at støtte vores arbejde med dirigentens udviklingsbue, som er et hjerteblodsprojekt for mig personligt, og jeg er stolt over, at Aarhus Symfoniorkester nu kan sætte handling bag et længe udtalt ønske blandt de danske orkestre om at styrke de unge dirigentspirer. Det har Aarhus Symfoniorkester – og det danske musikliv generelt – stor gavn af, både på kortere og længere sigt.”