AF PEER KJÆR ANDERSEN

Den franske komponist Albert Roussel blev født i 1869 og påbegyndte sine kompositionsstudier i en alder 29 år efter en karriere som søofficer. Han viste i begyndelsen påvirkning fra den franske impressionisme, men udviklede hurtigt et meget personligt tonesprog. Det udsprang af neoklassicismen og dets væsentlige træk var en klar formmæssig logik, stærke dissonanser og en avanceret rytmik, der tilsyneladende var inspireret af hans rejser til orienten. Han har skrevet fire symfonier, af hvilke nummer tre er den mest spillede, men hans bedst kendte værker er nok de to balletter Padmavati og Bacchus et Ariane.

Handlingen i sidstnævnte tager udgangspunkt i et græsk sagn. I en labyrint på Kreta levede Minotaurus, halvt dyr halvt menneske, som hvert år krævede 7 unge mænd og syv unge kvinder som ofre. Den græske helt Theseus meldte sig frivilligt til at dræbe Minotaurus, og da han ankom til Kreta, mødte han den smukke Ariadne, som forelskede sig i ham. For at frelse ham fra Minotaurus gav hun ham et garnnøgle, hvis ene ende han fæstnede til indgangen. Så tog han nøglet med sig ind i labyrinten, hvor han dræbte den sovende Minotaurus. Ved at følge Ariadnes tråd slap han ud af labyrinten og flygtede sammen med hende mod Athen. Her har vi så oprindelsen til talemåden ”at følge den røde tråd”.

På vejen gjorde de ophold på øen Naxos, hvor Theseus efterlod Ariadne, mens hun sov på stranden. Da hun fandt ud af, at hun var blevet forladt, klatrede hun op på en klippe for at kaste sig i havet. Vinguden Dionysos – eller Bacchus, som han hedder hos romerne – kom med stort følge. Han så den ulykkelige Ariadne, greb hende og blev straks beruset af hendes skønhed. Hun gengældte hans følelser, de blev gift, fik tre sønner og levede lykkeligt til deres dages ende. Men Bacchus placerede Ariadnes glitrende diadem på himlen i stjernebilledet Corona, hvorved hun fik udødelig status.

Balletten er skrevet i 1930 nogenlunde samtidig med Roussels tredje symfoni, og den beskriver kun den sidste del af ovennævnte historie, nemlig mødet mellem Bacchus og Ariadne. Den blev uropført i Paris i maj 1932, hvorefter komponisten udformede to suiter fra balletten, af hvilke nr. 2 er den mest spillede. Den er næsten identisk med 2. akt af balletten, som altså foregår på stranden på Naxos. Det er poetisk, men også til tider ganske voldsom musik, der kulminerer i et svimlende bakkanal. Overalt er musikken gennemsigtig og velafbalanceret, en stimulerende blanding af lyrik og drama, lige velegnet til koncertsal som til scene.

Suiten kan høres på følgende link: