AF PEER KJÆR ANDERSEN

Beethovens syvende symfoni blev komponeret i 1812 og opført første gang 8. december 1813 ved en koncert til støtte for soldater, der var blevet såret i kampene mod Napoleons styrker i Slaget ved Hanau. Beethoven var selv ganske tilfreds med sit værk. Hele to gange omtaler han det i sine breve som ”et af mine bedste værker”, og den blev da også særdeles vel modtaget af publikum. Succesen var så stor, at den langsomme andensats blev givet da capo, og værket var med til at omvende mange af Beethovens modstandere. Som noget ret usædvanligt blev symfonien spillet adskillige gange i den samme sæson, ligesom den allerede 4 år senere blev udgivet i fem forskellige arrangementer. Der var dog enkelte kritiske røster. Blandt andet mente man i Leipzig, at værket var komponeret af en beruset person, mens komponisten Carl Maria von Weber efter at have hørt symfonien dømte Beethoven til dårekisten.

De tre store symfonier i midten af Beethovens produktion er meget forskellige. I den sjette og midterste symfoni – Pastoralesymfonien – dominerer det melodiske element, når lige undtages uvejrsscenen, mens det rytmiske element er essentielt i både den femte og den syvende symfoni. I den syvende er hver enkelt sats bygget op af et lille antal rytmiske celler, som stædigt fastholdes gennem hele satsen. Der findes adskillige eksempler på Beethovens brug af denne teknik, lige fra hans første klaversonate over den første strygekvartet til første sats af den femte symfoni, men i den syvende er fremhævelsen af karakteristiske rytmer helt fundamental. Det fik Richard Wagner til at kalde symfonien for ”dansens apoteose” – dans her forstået i den bredest mulig mening, mens Hector Berlioz sammenlignede den første sats med en bondedans. Og den rytmiske koncentration er næppe tidligere set i så høj grad. I den første sats er der efter den langsomme indledning i næsten hver takt en karakteristisk punkteret rytme, ligesom der i satsen er ostinate passager, der stædigt gentager en enkelt figur. Den punkterede figur vendes og drejes og når sit højdepunkt med de stolte hornfanfarer ved satsens slutning.

Hør starten på den hurtige del her:

Den langsomme sats, som er en af Beethovens smukkeste, er bygget op over en enkel rytme, bestående af en fjerdedel og to ottendedele. Det melodiske stof består af et monotont tema i a-mol, som efterhånden modsvares af en kontrasterende melodi. Dette lidt trøstesløse afsnit afløses af en lysere del i A-dur, og satsen veksler mellem disse to afsnit, indtil den lige så stille dør ud på en udholdt akkord. Det hele begynder i det dybe leje og pianissimo og stiger så gradvist i styrke og højde, indtil det fulde orkester er på. Denne opbygning har en psykologisk virkning på tilhøreren, og lige siden dens gentagelse ved uropførelsen har denne sats været den mest populære af de fire i symfonien.

Lyt til anden sats:

Scherzoen er femdelt og har selv for en Beethoven-scherzo en usædvanlig fremdrift, men afbrydes to gange af et roligere trioafsnit af en mere højtidelig karakter. Et tredje forsøg på at bringe trioen rundes brat af og satsen slutter med tre drønende akkorder.

Så følger en af de mest dynamiske finaler i Beethoven produktion. En lille drejefigur indleder satsen og udnyttes med stor snilde gennem hele satsen, som er præget af en robust form for spøgefuldhed. Som en musikforsker har udtrykt det: ”Sådan var Beethovens humør, når han slog sig løs blandt venner og følte sig fuld af livslyst og buldrende godt humør.” I hele symfonien er det dynamiske spektrum stort. Der findes flere eksempler på fortissimo og pianissimo end nogen anden af hans symfonier, og energien i satsen får næsten en til at miste pusten.

Hør her sidste sats: