AF PEER KJÆR ANDERSEN

Gustav Mahler blev født i Mähren. Hans forældre var jøder, og han opfattede sin herkomst som grunden til sin livslange rastløshed. Som han selv udtrykte det: ”Jeg er tre gange hjemløs, som bøhmer blandt østrigere, som østriger blandt tyskere og som jøde i hele verden.”

Mahlers barndom var fuld af problemer, og jeg nævner det, fordi det sandsynligvis har haft indflydelse på hans måde at lave musik. Familien havde 14 børn, men var meget langt fra at være harmonisk. Faderen var en brutal person, som behandlede sin kone meget slemt, og da Mahler i 1910 konsulterede Freud, dukkede der en oplevelse fra barndommen op. Mahler havde overværet en særlig pinlig og voldsom scene mellem de to ægtefæller, og drengen flygtede ud af huset. Lige på det tidspunkt og det sted stod imidlertid en lirekassemand, som spillede den populære Wienersang ”Ach du lieber Augustin”, og efter Mahlers mening blev forbindelsen mellem den højeste tragik og den banale underholdning så fikseret i hans bevidsthed, at den ene altid bragte den anden med sig. Man skal nok passe på ikke at lægge for meget i denne episode, men når man lytter til Mahlers musik, kan man måske fornemme, at der noget om snakken.

Som ung søgte han mod Wien for at studere musik, og da han ikke slog igennem som komponist, indledte han en karriere som operadirigent. Det førte ham via bl.a. Leipzig Budapest og Hamburg til stillingen som hofkapelmester og direktør for Wieneroperaen, en post han holdt i ti år fra 1897 til 1907. I den periode var han musiklivets absolutte top, men frustrationer og racistiske angreb fik ham til at flytte til Amerika, hvor han levede til sin død i 1911. Han havde et usædvanligt klarsyn på den samfundsmæssige situation. Han betragtede sig selv som ”en tragisk forsinket repræsentant for en periode, der allerede var afsluttet.” Han havde gennemskuet den illusion af gammel storhed, som beherskede Wien, drømmen om helhed og harmoni, men han kunne ikke slippe den. Idealet om en sammenhæng ligger bag hans musik, ikke som en illusion, som han vil opretholde, men som et uopnåeligt ideal. Derfor er der altid en dobbelthed i Mahlers musik. Der er et budskab om den evigt tabte skønhed og harmoni og et budskab om selve tabet.

I begyndelsen tager Mahler programmusikken til hjælp for at udtrykke denne dobbelthed. I hans tidlige produktion er der tekster, udtalte eller underforståede, der fremmaner skønne billeder, som derpå dementeres for at understrege, at skønheden kun findes i det tabte.

Den første symfoni fik sin uropførelse i 1889 i Budapest, men havde da ingen programforklaringer. De kom først til et par år senere efter en opførelse i Weimar, hvor symfonien fik titlen ”Titan” efter en roman af forfatteren Jean Paul. De enkelte satser fik følgende overskrifter:

1. Vår uden ende. Indledningen skildrer naturens opvågnen i det tidlige morgengry
2. Blomsterkapitel. (Denne sats blev senere fjernet af Mahler)
3. For fulde sejl. Scherzo
4. Strandet. En sørgemarch i Callots manér (Callot var en kobberstikker fra 17. århundrede)
5. Dall’ inferno al Paradiso

Efter en sønderlemmende kritik undlod Mahler disse beskrivelser ved alle senere opførelser. Og den første symfoni er da heller ikke programmusik i ordets almindelige betydning. Den store dirigent og Mahler-fortolker Bruno Walter har karakteriseret værket således: ”Symfonien udgør den kunstneriske reaktion efter en hjerteskærende oplevelse. Komponisten skildrer ikke det oplevede i toner – det ville være programmusik, men hans sindsstemning, som fremkaldes af minder og stadig levende følelser, fostrer temaer, indvirker på hele arten af deres musikalske udvikling uden nogensinde med vold at trænge sig ind i det musikalske forløb, og således opstår der en sluttet komposition, som samtidig er en sjælelig bekendelse. ”

Temaerne i symfonien kommer mange steder fra. Hovedtemaet i første sats er fra en tidligere orkesterlied, mens både anden og tredje sats rummer ländleragtige melodier samt en parodi på et Wiener ”Schrammelkapelle”, et ensemble med let musik på repertoiret. Det meste berømte tema er imidlertid Mahlers geniale anvendelse af den gamle børnesang ”Mester Jakob”, som i begyndelsen af tredje sats bringes i solokontrabassen kun akkompagneret af pauker. Inspirationen kom fra en tysk børnebog med et billede af skovens dyr, der følger den døde skovløbers kiste til graven. I denne sats rummes alle modsætningerne i Mahlers musik, fra det groteske i Mester Jakob over det banale i Schrammellorkestret til det ophøjede i den milde ländler.

Hør hele satsen her: