AF CHRISTINA BLANGSTRUP DAHL

Debussy: Images

Debussys musik er indbegrebet af impressionisme – men rent faktisk var Debussy verdens mest modstræbende impressionist. I et brev til sin forlægger fortæller han om arbejdet med Images: ”Jeg forsøger at skrive ’noget andet’ – virkeligheder, så at sige – som idioter kalder for ’impressionisme’.” Kun en idiot ville åbenbart (efter Debussys mening) kalde hans musik for impressionisme. Her kan vi afsløre, at i dag kalder ALLE Debussys musik for impressionisme; faktisk er det ham, der bliver nævnt, når man slår ”impressionisme i musikken” op i et leksikon.

Senere nuancerede Debussy dog sin holdning til den forkætrede ”isme”. I 1916 skrev han således til en kunstkritiker: ”Du ville gøre mig en stor ære ved at kalde mig en elev af Claude Monet.” Særlig konsekvent var han således ikke i sin mening om impressionismen – hvilket måske i virkeligheden passer godt til den grundlæggende præmis for den impressionistiske musik: Impressionismen stræber efter at skabe en præcis gengivelse af et upræcist sanseindtryk eller billede.

Første sats hedder ”Gigues”, og den er inspireret af jigs og andre engelske folkesange. Det gælder især The Keel Row, en folkesang fra Tyneside, som Debussy bruger bidder af hele vejen igennem satsen. The Keel Row er egentlig en munter march (sangen bliver ofte brugt af diverse militærorkestre). Men i Debussys hænder har satsen en trist og næsten mystisk stemning, og faktisk havde komponisten først kaldt satsen ”Gigues tristes” – måske fordi han kendte sangen i en version, hvor den ledsager et bittert digt om forsmået kærlighed. Satsen er ikke mindst bemærkelsesværdig, fordi vi får lov til at høre en obo d’amore. Det fantastiske instrument (en mellemting mellem en obo og et engelskhorn) var ellers røget ud af orkestret efter barokken, men Debussy tager det altså op igen.

Anden sats, ”Ibéria”, er inspireret af Spanien – eller rettere sagt, en forestilling om Spanien: Debussy havde nemlig kun tilbragt en enkelt eftermiddag i landet! Med det in mente rammer musikken de spanske toner imponerende godt; den spanske komponist Manuel de Falla mente eksempelvis, at Debussy fuldstændig matchede de billeder, som de Falla havde af sit fædreland. I modsætning til første sats bruger Debussy ingen egentlige folkesange i satsen: ”Debussy skrev spansk musik uden at kende Spanien,” skrev de Falla. ”Det vil sige uden at kende landet Spanien, hvilket er en anden sag,” fortsatte han. ”Debussy kendte Spanien fra sin læsning, fra billeder, fra sange og fra danse danset af ægte spanske dansere.”

Satsen er delt op i tre delbilleder. Det første hedder ”Gennem gaderne og ad stierne”, og her hører vi både de travle gader og de mere fredfyldte stier (hvor der muligvis foregår lidt kissemisseri i krogene; basunerne flirter i hvert fald lystigt). Det andet billede hedder ”Nattens dufte”, og her spadserer vi gennem lifligt duftende andalusiske haver ved nattetide. Billedet slutter med dæmpede klokkeslag, der varsler solopgangen, og går herefter direkte over i den livlige tredje del ”En festdags morgen”. ”Ibéria” er den mest populære sats fra Images og bliver ofte spillet alene. Det forstår man godt, ikke mindst her i tredje del – her er alle de farver og al den spræl, som man kan forvente af en festdag på den iberiske halvø. ”Der er en vandmelonsælger og børn, der fløjter – jeg ser dem alle tydeligt!” fortalte Debussy selv om musikken. På et tidspunkt forvandler Debussy ligefrem strygerne til et helt guitarorkester. Satsen slutter med så meget schwung, at man får vældig lyst til at klappe – men i aften er der altså en sats mere, inden vi er færdige.

Tredje sats er ”Forårsrunddans”, den franske del af koncerten, og den er et af Debussys mest moderne værker. ”Længe leve maj, velkommen, maj, med sit vilde banner” skrev Debussy over satsen. Også her leger Debussy med folkesange, i dette tilfælde vuggevisen Do, do l’enfant do og dansevisen Nous n’irons plus au bois. Begge sange bliver dog kun brugt i bidder og i ændret udgave; Debussy vil helt klart ikke være for bogstavelig her. Som en ægte impressionist var han ikke interesseret i at gengive virkeligheden 1:1, men i at filtrere indtrykkene gennem sin egen subjektive stil. Hans egen virkelighed, med andre ord – ganske som en elev af Claude Monet ville have gjort.