AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Anton Bruckner blev født i 1824 i en bonde- og håndværkerslægt i den lille by Ansfelden i Østrig. Han var et beskedent, religiøst og noget indadvendt menneske, der bevarede sit særpræg, også efter at han flyttede fra Linz, hvor han havde været organist, til kejserrigets metropol, Wien. Her blev den sky komponist en fremmed fugl. Det var ikke kun Bruckner, men også hans musik, der “stak ud”, og det tog lang tid for den at slå igennem. Blandt Bruckners tidligste succeser er den 7. symfoni i E-dur.

Det følgende brev fra Bruckner til dirigenten Felix Mottl, der var hofkapelmester i Karlsruhe fra 1880 til 1903, handler om den 7. symfoni og er samtidig i sin snørklethed og naive hjertelighed et smukt vidnesbyrd om Bruckners indtagende karakter:

Dyrebareste gamle, unge ven! Ædle hofkapelmester! Det må være ham Bruckner, vil du spørge dig selv om, og rigtigt – det er skam ham. Hør: Professor Riedel fra Leipzig stillede mig et forslag, om jeg ikke ville lade min adagio fra den 7. symfoni opføre ved “Allgemeines Deutsches Musikfest” i Karlsruhe den 30. maj. Liszt og Dr. Standhartner rådede mig til det. Men du er nu hovedpersonen i dette anliggende. For det første: er orkestret ikke for meget uvilligt stemt overfor mig? For det andet: har du de nye tubaer, selvsamme som forekommer i “Nibelungen”? For det tredje: Ville du, ligesom hr. Levi og hr. Nikisch, sætte hele dit kunstneriske jeg ind for din tidligere, gamle lærer, som altid har haft dig så kær, og indstudere og dirigere denne adagio med tubaerne og sørgemusikken for den højsalige mester som om det var dit eget værk? Hvis min kære Mottl tilsiger mig dette med sit tyske æresord, så hurra, hurra, hurra! Så er sagen i orden, og jeg må så sende stemmerne til Leipzig. – NB De 4 tubaer er meget vigtige i den forbindelse; også kontrabastubaen. Jeg tror, vi begge kunne have glæde af det. Min beslutning hviler i dine hænder. Vær hjerteligt hilset og kysset af din dig meget højt ærende A. Bruckner.
Wien, 17. april 1885.

Udover Bruckners sindelag, der lyser ud af brevet, er der nogle væsentlige emner:

Wagnertubaer

Disse tubaer, som ligger Bruckner så meget på sinde i brevet, er wagnertubaer. Wagnertubaen blev konstrueret efter anvisninger af Richard Wagner og må ikke forveksles med symfoniorkestrets normale tuba (“kontrabastubaen” i Bruckners brev). Wagnertubaer spilles af hornister, der ofte skal skifte mellem instrumenterne indenfor de samme værker.

Wagner bruger wagnertubaerne i Nibelungens Ring – mest tydeligt er overgangen til 2. billede i Rhinguldet, hvor wagnertubaerne spiller Walhalmotivet – her er de for sig selv:

Bruckner bruger wagnertubaer i sin 7., 8. og 9. symfoni. De forekommer bl.a. også i værker af Richard Strauss og Gustav Mahler.

Det er først i den langsomme sats af den 7. symfoni, at Bruckner sætter wagnertubaerne ind. Her er de for sig, så man kan høre deres vidunderlige klang:

Her er hele satsen for fuldt orkester:

Richard Wagner

Bruckner taler i brevet om “den højsalige mester”. Det er Richard Wagner, det drejer sig om. Bruckner beundrede, som det kan ses i brevet, Wagner grænseløst, og han besøgte ham også flere gange i Bayreuth. Det var en beundring, han kunne dele med brevets modtager, Felix Mottl, der efter sin studietid hos Bruckner var assistent ved festspillene i Bayreuth. Han blev en berømt Wagner-dirigent og dirigerede også senere mange opførelser i Bayreuth.

Wagner døde i 1883. Bruckner var på dette tidspunkt i færd med at komponere sin 7. symfoni, og han har fortalt: “Engang kom jeg hjem og var meget ked af det. Længe, tænkte jeg, kan mesteren umuligt leve mere. Da fik jeg ideen til cis-mol-adagioen.” Symfoniens langsomme sats er altså (til dels, i hvert fald) skrevet som forudanelse om Wagners død, og her og i brevet kalder Bruckner selv den utroligt smukke sats for “sørgemusik” for Wagner. Som sagt kommer wagnertubaerne først til netop her i denne sats…

Richard Wagner

De første opførelser af Bruckners 7. symfoni

Bruckner taler om “hr. Levi og hr. Nikisch “: Den første opførelse af Bruckners 7. symfoni havde fundet sted i Gewandhaus i Leipzig i december 1884, dirigeret af den berømte Arthur Nikisch, og i marts året efter dirigerede den ligeledes berømte Hermann Levi symfonien i München. En tredje stor dirigent, Hans Richter, dirigerede førsteopførelsen i Bruckners “hjemby”, Wien, kort tid efter.

Mottls opførelse

Bruckner kunne ikke selv være til stede ved opførelsen i Karlsruhe, men han skriver til Mottl den 17. juni 1885, at han har hørt fra andre, at det har været en fin opførelse. “Så tag i godhed og venskab imod min dybtfølte tak med den største, fra det inderste af min sjæl stammende beundring! Jeg vil aldrig glemme det!”

Aarhus Symfoniorkester har på selskabet Danacord udgivet en liveoptagelse af Bruckners 7. symfoni, dirigeret af tidligere chefdirigent James Loughran.