AF CHRISTINA BLANGSTRUP DAHL

Velkommen til det smukkeste sted i Europa! Ja, man kan sikkert diskutere meget længe, hvor det nu lige skulle befinde sig – men lytter man til Richard Strauss’ Eine Alpensinfonie er man ikke i tvivl: En dag i Alperne er det skønneste, man kan forestille sig. Musikken er ren malebog i sin skildring af en vandretur op på en alpetop. Selvom Strauss kaldte værket for en symfoni er det således indbegrebet af et tonedigt, der maler bjergbestigningen så levende, som stod vi der selv.

Rejseguide

Enhver tur op i bjergene kræver et landkort, så her kommer en rejseguide til Alpesymfoniens rute. Hvis man skulle fare vild undervejs er den korte version: Solen står op, vi går op på bjerget, der er en storm på vejen ned, og så går solen ned. Men undervejs sker der en masse ting, som Strauss maler frem i musikken:

Detaljeret oversigt over musikken

Nacht (nat)
Sonnenaufgang (solopgang)
Der Anstieg (opstigningen)
Eintritt in den Wald (ind i skoven)
Wanderung neben dem Bache (gåtur langs bækken)
Am Wasserfall (ved vandfaldet)
Erscheinung (åndesyn)
Auf blumigen Wiesen (på blomsterengen)
Auf der Alm (på bjergengen)
Durch Dickicht und Gestrüpp auf Irrwegen (gennem budskads og krat på den forkerte sti)
Auf dem Gletscher (på gletscheren)
Gefahrvolle Augenblicke (farlige øjeblikke)
Auf dem Gipfel (på bjergtoppen)
Vision (vision)
Nebel steigen auf (tågen stiger)
Die Sonne verdüstert sich allmählich (solen forsvinder lidt efter lidt)
Elegie (elegi)
Stille vor dem Sturm (stilhed før stormen)
Gewitter und Sturm, Abstieg (tordenvejr og storm, nedstigning)
Sonnenuntergang (solnedgang)
Ausklang (afslutning)
Nacht (nat)

I begyndelsen vokser den dystre nat til en strålende solopgang; man kan næsten se solen bryde frem i de triumferende strygere. Herefter begynder vi opstigningen på bjerget; nu er det traveskoenes raske fjed, som vi kan høre i strygerne. Tempoet bliver mere adstadigt, da vi kommer igennem en skov, hvor basunerne og de dybe strygere lyder som alvorlige graner. Vi går videre langs en liflig bæk, der imidlertid – med messingblæsernes hjælp – forvandler sig til et dramatisk vandfald. De høje strygere og træblæsere maler et flygtigt billede af en åndeagtig skikkelse, før vi går videre hen over først en blomstereng og så en bjergeng – komplet med hornsignaler og fuglekald i træblæserne.

Så farer vi vild! Men efter en tur ud i det kaotiske buskads på den forkerte sti kommer vi frem til gletscheren, der annonceres af messingblæserne. Her er der også et farefyldt øjeblik (lyt efter den næste tavse musik – vi kunne være i en gyserfilm her). Vi klarer dog strabadserne og når frem til bjergtoppen, triumferende indtaget af messingblæserne. Her bliver vi et stykke tid (og enhver, der nogensinde har kæmpet sig op ad et bjerg kan identificere sig med trangen til både at nyde udsigten og at hvile benene). Oboen synger smukt om den mageløse udsigt, og messingblæserne overtrumfer med majestætiske alpetoppe. Advarsel: Man får voldsom lyst til at bestille en flybillet til nærmeste alpetop lige her.

Udsigten går over i en vision, formidlet af messingblæserne, før tågen stiger op fra dalen. Hurtigt forsvinder solen bag tågen, og musikken forvandler sig til en elegi – over den forsvundne udsigt? Engelskhornet synger længselsfuldt, og musikken bevæger sig over i stilheden før stormen, ildevarslende formidlet af klarinetten sammen med engelskhornet og de andre træblæsere.

Så bryder stormen ud, og vi må skyndsomt begynde nedturen fra bjergtoppen. Her trækker Strauss hele slagtøjsmenageriet af stald, inklusive vindmaskine og tordenlarm. Hvis man ikke lige kunne høre forskel på en skov og en bjergbæk tidligere, så er man i hvert fald ikke i tvivl, når vi møder uvejret. Det stilner heldigvis af igen, og sikkert nede i dalen kan vi nyde solnedgangen (som er lige så majestætisk som solopgangen var i begyndelsen af værket). Dagen klinger af i Strauss’ billedskønne toneunivers, inden natten igen falder på.

Kompositionens tortur

Når man hører denne fantastiske musik kan man ikke lade være med at forestille sig, hvor lykkelig Strauss må have været, da han skrev den (musikelskere har nemlig en tendens til at tro, at musik altid handler om komponisterne selv). Intet kunne være fjernere fra sandheden. Undervejs skrev Strauss, at han var i gang med at ”torturere mig selv med en symfoni – et arbejde, der, når alt kommer til alt, morer mig endog mindre end at jage kakerlakker.” Værket havde en lang tilblivelsesproces (Strauss begyndte på det første udkast i 1899). Mahlers død satte imidlertid gang i værket igen, og da Strauss først gik i gang med det igen, gik det så let ”som når en ko giver mælk” (det er Strauss’ egne ord. Vi ville nok have valgt nogle andre).

Til gengæld er der noget om det der med, at musikken handler om komponisten selv: Richard Strauss havde ikke bare en dyb og livslang kærlighed til bjergene (han byggede sig et hus i Garmisch-Partenkirchen i Bayern, hvorfra han havde en fantastisk udsigt over Alperne). Som barn oplevede Strauss faktisk selv en dag i Alperne som den, han beskriver i musikken – gruppen af bjergvandrere fór vild op ad bjerget, og på vejen ned blev de fanget i en storm og gennemblødt.

Det er (nok) ikke den eneste betydning, som musikken har. I hvert fald var Strauss meget inspireret af filosoffen Friedrich Nietzsche, og oprindeligt hed værket faktisk Der Antichrist: Eine Alpensinfonie. Strauss skrev i sin dagbog, at den tyske nation ville opnå ny kreativ energi ved at frigøre sig fra kristendommen. Titlen Antikrist valgte han, fordi musikken ifølge ham repræsenterede moralsk renselse gennem egen styrke, frisættelse gennem arbejde og tilbedelse af den evige, storslåede natur. Rejsen fra natten, til de største højder og så tilbage til mørket igen kan naturligvis forstås symbolsk som menneskets livsrejse – men de fleste koncertgængere foretrækker nok at holde sig til de geografiske frem for de filosofiske fakta, når man lytter til musikken.