Filmkomponistkonkurrence 2022

Til alle komponister i Aarhus og hele Vestdanmark:

Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus udskriver filmkomponistkonkurrence!

Nu har du muligheden for at deltage i en komponistkonkurrence med fokus på filmmusik, og få din musik præmieret og opført ved en koncert med Aarhus Symfoniorkester.

 

Hvorfor en filmkomponist konkurrence?

Der produceres hvert år adskillige spillefilm i Aarhus og i Vestdanmark, men der er relativt få komponister, der laver musik til film. Og endnu færre, når det handler om symfonisk filmscore.

Er det muligt at finde den næste Jerry Goldsmith eller Hildur Guðnadóttir i Aarhus?

Den regionale filmbranche er i rivende udvikling og samtidig er Music City Aarhus 2022 netop skudt i gang. Derfor gør Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus hermed et fælles fremstød for at finde og opdyrke nye eller eksisterende komponisttalenter, der vil skrive til film, og vi opfordrer derfor alle komponister fra Aarhus og fra hele Vestdanmark til at deltage i konkurrencen, uanset erfaring og baggrund.

Eneste krav er, at musikken skrives til de instrumenter et symfoniorkester består af.

Hvordan foregår det?
  • Du melder dig til senest 12. maj 2022 og uploader et kort CV samt 1-2 eksempler på tidligere kompositioner. Her er genre eller type ikke afgørende, og det behøver ikke være filmmusik. Tilmelding sker via formularen nederst på siden.
  • Vi bekræfter din deltagelse, og sender dig herefter et kortere uddrag af den nye dansk film ”Klienten”, som er produceret og filmet i Aarhus.
  • Du komponerer ny musik til det pågældende uddrag, og returnerer det endelige bud til os senest 31. august 2022, enten i traditionel partiturform, eller i et standard digitalt audio format (Wav, Aiff, Mp3, Ogg el.lign). OBS! Vi kan ikke håndtere diverse DAW projektfiler, og opfordrer derfor alle der komponerer i en DAW til at sende os ét færdigt stereo bounce (evt. kombineret lyd og billede), og derudover gemme alle stems/separate midi- og audiotracks, med henblik på det næste skridt i processen. Større filer skal sendes via Dropbox, WeTransfer, OneDrive eller lign. tjeneste.
  • Vi udvælger 5 finalister.
  • Aarhus Symfoniorkester bidrager – i det omfang det er nødvendigt – til udfærdigelsen af endelige nodemateriale.
  • De endelige bud opføres ved en live koncert med Aarhus Symfoniorkester, lørdag den 5. november, 2022 i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus, i forbindelse med symfoniorkestrets kommende filmmusikkoncerter med Jakob Stegelmann.
  • En jury, som blandt andet består af instruktør Anders Rønnov Klarlund, komponisterne Sanne Graulund og Jacob Groth og Musikchef Jesper Nordin uddeler en hovedpræmie på 15.000 kr. og en talentpræmie på 5.000 kr., og der uddeles også en særlig publikumspris.
  • Alle finalister får desuden tilbudt møde med konsulent Stefan Frost fra Filmby Aarhus og mulighed for introduktion til både kreative og producenter i den regionale filmbranche.

🛑 Deadline for tilmelding: 12. maj 2022*
🛑 Deadline for levering af musik: 31. august 2022

*Du modtager bekræftelse på din deltagelse senest 23. maj – samt et link til filmklippet fra “Klienten” og nærmere information om, hvordan du sender os dit færdige mix.

Tilmeld dig filmkomponistkonkurrencen

TILMELDING ER NU LUKKET.
Alle tilmeldte vil modtage en bekræftelse på deltagelse senest 23. maj – samt et link til filmklippet fra “Klienten” og nærmere information om, hvordan man indsender det færdige mix.

Filmmusik skrevet for symfoniorkester

Korngold, Hermann, Williams, Goldsmith, Horner, Shore… listen over komponister som har skrevet storslået filmmusik for symfoniorkester er lang, og i disse år skrives der stadig fantastiske soundtracks der til fulde udnytter alt det et symfoniorkester kan tilbyde. I bedømmelsen af de indsendte soundtracks, vil blive lagt vægt på både de musikalske, tekniske og stilistiske elementer, og det er ligeledes afgørende, at de indsendte bud er komponeret med symfoniorkester for øje.

Samtidig er vi godt klar over, at det er få komponister forundt at få adgang til symfoniorkestrene, og at ny symfonisk filmmusik lige præcis er noget af dét vi ønsker at medvirke til at udvikle lokalt. Derfor opfordrer vi alle typer komponister til at deltage, og vil undervejs i konkurrenceforløbet bidrage med råd og vejledning til specifikke, instrumentale udfordringer, og med udfærdigelsen af det nodemateriale, som orkestret skal bruge ved den endelige koncert.

Aarhus Symfoniorkester har en fast standard besætning, som vil ligge til grund for den endelige orkesterversion, og som i denne forbindelse består af følgende:
3 fløjter + 3 oboer + 3 klarinetter + 2 fagotter + 4 horn + 3 trompeter + 3 basuner + 1 tuba
3 slagtøjsspillere + Pauke + Harpe + Klaver/Synth/Celeste (1 spiller) + Strygere (12/10/8/6/5)

Finalekoncert

Selve Finalekoncerten finder sted i forbindelse med en række koncerter kaldet ”Symphony of Horrors”, som Aarhus Symfoniorkester afholder i samarbejde med Jakob Stegelmann, som også vil være konferencier ved finale-koncerten. Ved ”Symphony of Horrors” koncerterne opfører vi musik fra nogle af de allerbedste gyserfilm og computerspil, herunder ’Psycho’, ’Poltergeist’, ’The Thing’, ’Aliens’, ’Midsommar’ og ’Amnesia: Dark Descent’, og derfor har vi også valgt en ny dansk thriller som udgangspunkt for konkurrencen.

‘Klienten’

Den biografaktuelle danske spillefilm, ’Klienten’, er en thriller af krimi-makkerparret A.J. Kazinski, som har haft stor succes med deres romaner. Filmen er produceret af det aarhusianske produktionsselskab, Deluca Film, med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje.

Filmen følger psykologen Susanne, der bliver urolig, da et citat fra hendes dagbog pludselig optræder på et gerningssted. En seriemorder er nemlig løs. Den næste dag får Susanne en ny klient, den mystiske Mark. Og inden længe står det klart for psykologen, at hun sidder overfor seriemorderen, som giver Susanne én time til at kurere ham. En kamp mod tiden starter, og en intens og medrivende katten-efter-musen leg sættes i gang.
A.J. Kazinski var i sommeren 2021 aktuelle med TV2’s populære krimiserie ‘Hvide Sande’, og den ene halvdel af duoen, Anders Klarlund, er instruktør af ’Klienten’. Han har tidligere stået bag film som bl.a. ’Besat’, ’Strings’ og ’Hvordan vi slipper af med de andre’.

I de to hovedroller ses Signe Egholm Olsen (’Nordkraft’, ’I lossens time’) og stortalentet Anton Hjejle, der bl.a. i 2018 var med i DR-serien ‘Liberty’.

Sanne Graulund har komponeret musikken til ‘Klienten’ og er sammen med Anders Klarlund med i konkurrencejuryen.

Yderligere spørgsmål til konkurrencen rettes til: Musikchef Jesper Nordin på jelsn@aarhus.dk eller Konsulent Stefan Frost (Filmby Aarhus) på kfst@aarhus.dk