AF PEER KJÆR ANDERSEN

Antonio Vivaldis fire violinkoncerter ”De fire Årstider” er tidlige eksempler på en genre, der får stor opblomstring i romantikken, nemlig programmusik. Ved hjælp af musikalske virkemidler forsøger komponisten at skildre fænomener i den virkelige verden, så som vandets rislen, tordenens bragen, lynet knitren og, som det meget oplagte, fuglenes sang. Denne har til alle tider påvirket menneskets måde at lave musik på. Den første primitive sang var sandsynligvis inspireret af fuglesang, og nogle af de ældste instrumenter, som vi kender, nemlig benfløjter, har sikkert også skullet efterligne fuglekvidder. Hvilke melodier, man har spillet, og hvordan sangene har lydt, har vi intet vidnesbyrd om, for først med nodeskriftens indførelse får vi de første håndgribelige beviser på fugleinspireret musik.

Et af de tidligste eksempler fra ca. 1280 er den engelske kanon ”Soomer is icoomen in”, hvor omkvædet ”Sing cuckoo” helt naturligt synges på den faldende terts, som er gøgens karakteristiske kald.

De franske cembalokomponister i det 18. århundrede strør om sig med værker, hvor titlerne og musikkens karakter minder os om sang fra nattergale, gøge, turtelduer m.fl. Et meget kendt stykke fra denne periode er Jean Phillip Rameaus ”Hønen”, som på karakteristisk og humørfyldt vis efterligner hønsenes kaglen i hønsegården. Stykket er oprindelig for cembalo, men gør sig også rigtig godt i en klaverudgave.

Da Vivaldi i 1725 skriver ”De fire Årstider”, er hver sats ledsaget af en sonet, som beskriver det programmatiske indhold, bl.a. fuglesang. Her anvender Vivaldi fugleimitation i soloviolinen, tydeligst i første sats af ”Foråret” og førstesats af ”Sommeren”, hvor man bl.a. kan skelne gøg, finke og turteldue.

Efterfølgende har et ret stort antal komponister enten direkte forsøgt at efterligne fuglesang eller i det mindste ladet sig inspirere af den. I det 16. århundrede finder vi bl.a. et berømt korværk, nemlig Clément Jannequins ”Fuglenes sang”, der i en meget humoristisk sats imiterer fuglestemmer i en kompliceret kontrapunktik.

Også Händel betjener sig af fuglemotiver, bl. a. i den orgelkoncert, der betegnes som ”Gøg og Nattergal” og i koret ”Hush, ye pretty warbling choir” fra operaen ”Acis og Galathea”. Hans samtidige Georg Philipp Telemann skrev adskillige såkaldte ”Nattergale-arier”, mens alvorsmanden Johann Sebastian Bach kun i et enkelt tilfælde har brugt et fuglemotiv, nemlig i en fuga med et hanegal som motiv, tema all’ imitatio gallina cucca.

Mere kendt er nok Joseph Haydns strygekvartet op. 33 nr. 3, med tilnavnet ”Fuglekvartetten”. Her skal man efter sigende kunne finde nattergalen og andre fugle i første og gøgen i sidste sats.

Beethovens anvendelse af fugleimitation i anden sats af ”Pastorale-symfonien” er legendarisk, ligesom ”Volière” fra ”Dyrenes Karneval” af Saint-Saëns er kendt af mange.

På engelsk grund har Vaughan Williams ladet sig inspirere af lærkesang i et stykke for violin og orkester ”The Lark Ascending”, mens gøgen lader sin stemme lyde i Frederick Delius’ tonedigt ”On hearing the First Cuckoo in Spring”.

Mest intenst er fuglenes sang dog blevet udnyttet af franskmanden Olivier Messiaen, som har baseret et stor antal af sine værker på egne optegnelser af fuglemotiver. Blandt de mest kendte kan nævnes orkesterværkerne ”Eksotiske fugle” og ”Fuglenes opvågnen” samt det 3 timer lange klaverværk ”Fuglekataloget”. Flere af hans værker kan også findes på YouTube.

Med det 20. århundredes teknologi åbner der sig nye muligheder for at bruge fuglesangen direkte i musikken. Et af de første forsøg i den retning blev gjort af italieneren Ottorino Respighi. I det symfoniske digt ”Roms Pinjer” fra 1924 følger der en grammofonplade indeholdende fuglekvidder med partituret, hvor der også er en angivelse af, at pladen skal afspilles på et ganske bestemt sted i slutningen af tredje sats, 14 minutter og 40 sekunder inde i stykket. Effekten er magisk, men det er ikke uproblematisk at kombinere den rene fuglelyd med orkesterklangen.

Flere forsøg er gjort, mange er mislykkedes, men i hvert fald ét har efter min mening fået et heldigt udfald. Det drejer sig finnen Einojuhani Rautavaaras tresatsede værk ”Cantus Arcticus” fra 1972, skrevet til årsfesten ved Oulu Universitet. En række fuglelyde blev optaget nord for polarcirklen, redigeret og indpasset i partituret med en forbløffende virkning. Integration af naturlyde i det orkestrale væv er så fin, at det ofte er svært at skelne mellem orkesterlyd og naturlyd.

Og med dette lille udvalg af fuglesangsinspirerede værker skal der så lyde en opfordring til selv at gå på jagt efter andre eksempler. Mulighederne er mange og oplevelserne af og til overraskende og spændende.

God fornøjelse!