AF PEER KJÆR ANDERSEN

I 1908 skrev Ravel Gaspard de la nuit, et klaverværk inspireret af digte af den franske forfatter Aloysius Bertrand. Denne påstod at have fået dem af en gammel mand i en park i Dijon, men da han vil opsøge manden for at give ham bogen tilbage, får han at vide, at manden er i helvede. Det fik senere Ravel til at sige:” Gaspard har været en djævel i vente, men det er kun logisk, da det var ham, der er forfatteren til digte. Min ambition er at sige med noder, hvad en digter udtrykker med ord.” Selve navnet ”Gaspard” stammer fra persisk og betyder ”En, der har ansvaret for de kongelige skatte”, og Gaspard de la nuit kan så oversættes ved ”Nattens skatmester”.

Egentlig er der tale om en tresatset klaversonate, berømt for sin overordentlige sværhedsgrad. Ravel gik bevidst efter at skrive en sats, der var vanskeligere end Balakirevs ”Islamey”, at lave en karikatur af romantismen, men måtte indrømme at, ”det løb af med mig”. Ravel udtrykte flere gange ønsket om at lave en udgave for orkester, men den kom først efter hans død, da Eugene Goosens i 1942 lavede et arrangement. Aftenens koncert byder på en instrumentation fra 1990 af den franske komponist Maurice Constant.

Den første sats bærer titlen ”Ondine”, en nymfe, som med sin sang prøver at lokke beskueren til at besøge hendes kongerige på bunden af en sø. Som overskrift er hentet et citat af digteren Charles Brugnot:

”En svag harmoni, der fortryller min søvn.
Og tæt på mig udbredes en sådan hvisken
Af sange afbrudt af en trist og øm stemme.”

Den anden sats har overskriften ”Galgen” og er et uhyggeligt stykke natmusik. Nattevandreren ser ud over en øde egn, hvor silhuetten af en død mand svajer i vinden og aftegner sig mod solnedgangen. Den eneste lyd, der høres, er klokkeringen fra en fjern by, som skaber en atmosfære af død og undergang. Her er digtet et citat fra Faust:

”Hvad ser jeg bevæge sig rundt om denne galge?”

Den sidste sats har Ravel kaldt ”Scarbo” og den skildrer ulykken om natten i en lille djævel eller nisse, der laver piruetter, flagrer ind og ud af mørket, forsvinder og pludselig dukker op igen. Dens ujævne flugt, der rammer og kradser mod væggene, kaster en voksende skygge i måneskin, skaber en mareridtsagtig scene for observatøren, der ligger i sin seng. Citatet er her taget fra Hofmann:
”Han kiggede under sengen, i kaminen, i skabet. Han kunne ikke fatte, hvordan han kom ind eller hvordan han undslap”: