AF PEER KJÆR ANDERSEN

Under Anden Verdenskrig var Hindemith politisk flygtning i USA. Han var faldet i unåde i Tyskland, bl.a. på grund af sin opera ”Mathis der Maler” fra 1933, som med sin stærke konflikt mellem tolerance og intolerance vakte magthavernes mishag. Hans musik blev totalt forbudt i Tyskland, og han forlod landet. I Amerika var interessen for hans værker derimod stor. Han fik bestillinger fra flere sider, og koreografen Leonide Massine, som havde haft succes med et andet Hindemith-værk, Nobillissima Visione”, bad ham i 1940 skrive en ny ballet, baseret på musik af Carl Maria von Weber. Hindemith begyndte at skitsere et værk, men blev fortørnet over Massines valg af Salvador Dali som dekorationsmaler og bakkede ud af projektet. Fristelsen til at arbejde med Webers temaer må alligevel have været for stor, for i 1943 fortsatte han arbejdet med skitserne, og i slutningen af dette år fuldførte han et af sine mest populære værker, de symfoniske metamorfoser over temaer af Weber.

Som udgangspunkt valgte han nogle ret ukendte satser fra Webers firhændige klaverstykker samt fra den musik, Weber havde skrevet til Gozzis skuespil Turandot (ikke at forveksle med Puccinis opera af samme navn.) Stykkerne er oprindeligt ganske enkle og ukomplicerede, men undergår i Hindemiths hænder en forvandling, en metamorfose. En musikforsker har udtrykt det således: ”Temaerne har ikke deres oprindelige form. De føres straks ind i Hindemiths stilsfære. Herved forsvinder de gamle toneartsforbindelser og ofte også den rytmiske symmetri. Man fornemmer, at de har fået en polyfon rygrad.” Som det er tilfældet med andre af Hindemiths sene værker, er opbygningen klar, instrumentationen original med rig brug af slagtøj og med en harmonik, der ligger langt fra den romantiske spændingsharmonik, man finder hos Wagner og hans efterfølgere.

Forlægget til den første sats er hentet fra Webers op. 60, en samling på 8 stykker for firhændigt klaver. Det er et stykke, som i karakter minder om en militærmach af Schubert. Det er nr. 4 i samlingen. Den kan høres her:

I Hindemiths hænder får temaet følgende udformning, stadigt let genkendeligt gennem instrumentationen, men alligevel med de små raffinerede ændringer i harmonikken, der viser lytteren, at vi ikke længere er i romantikkens verden.

Ouverturen til Turandot har leveret materiale til andensatsen. Det kinesisk farvede, næsten pentatone motiv skal Weber efter sigende have fundet i Rousseaus store ”Dictionnaire de la musique” som er eksempel på kinesisk musik. I sin egen udgave har Weber prøvet at bevare lidt af det kinesiske islæt, men harmoniseringen holder sig inden for de gængse klassiske rammer.

Hos Hindemith går temaet sine egne veje på tværs af gængse harmoniske regler. Efter den langsomme indledning, som anslår den orientalske atmosfære gentages temaet, først uændret, sener varieret i en afvekslende orkestersats. Et højdepunkt i satsen høres, når Hindemith bearbejder temaet på en måde, der giver betegnelsen ”rytmisk musik” en anden drejning:

Hør hele satsen her:

Fra Webers op. 10 ”Seks stykker” har Hindemith hentet denne enkle lille andantino.

Enkelheden er bevaret i Hindemiths udgave, en afdæmpet orkesterlied med en elegant, melankolsk fløjtesolo til slut.

Sidste sats er ligesom første en march, hentet fra Webers op. 60. Første halvdel er majestætisk og dyster, men halvvejs igennem skifter stemningen, og marchen bliver mere optimistisk og livsglad. Optimismen varer dog ikke ved og marchen slutter i mol.

Hindemiths instrumentation er også i denne sats fantasifuld, og i modsætning til sit forbillede slutter han ikke sin march dystert. Afslutningen står i dur, og den sitrer og bobler af livsglæde og optimisme. Hindemith har her omskabt Webers højtidelige march til et festfyrværkeri og sprudlende afslutning på et populært værk.