Historien om Marc og Tom – fortalt af Søs Nyengaard

Tom Martin, forhenværende solobassist hos London Symphony Orchestra og en levende legende, assisterede hos os i sidste uge. Vi spillede et fantastisk program med vores chefdirigent, Marc Soustrot.

Progammet bestod af Berlioz’ Ouverture ’Benvenuto Cellini’, Saint-Saëns’ klaverkoncert nr. 5 ’Ægypten’, og Prokofievs ’Romeo og Julie’ Suite nr. 1 og 2. Det har været en utroligt inspirerende uge, og i pausen ved vores sidste koncert fredag aften kom Tom Martin hen og spurgte mig, om jeg ikke ville være så venlig at tage et billede af de to venner, Marc og Tom.

Jeg hjalp selvfølgelig meget gerne og var naturligvis også lidt nysgerrig på, hvordan de kendte hinanden – Det viste sig at være en historie om, hvordan musik forener og binder folk fra hele verden sammen, om forbindelser og venskaber, der giver minder for hele livet.

Tom og Marc var faldet i snak i pausen af prøverne, tidligere på ugen. Tom havde fortalt Marc om en konkurrence tilbage i 1974 som London Symphony Orchestra havde afholdt, en konkurrence for unge dirigenter, der fremover skulle dirigere og arbejde med orkesteret.

Tom kunne især huske en ung franskmand, der var meget talentfuld, men beskeden. Grunden til, at den her unge mand havde skilt sig ud, var fordi han havde medbragt et jakkesæt til konkurrencen. I tilfælde af, at vinderen var interessant, ville han nemlig gerne blive og høre koncerten.

Mens Tom stod der i pausen og underholdt Marc med sin anekdote om den velklædte talentfulde franskmand, gik det op for Marc, at historien virkede bekendt. Det var Marc, der havde medbragt et jakkesæt til en konkurrence dengang i 1974.

Og enden på historien blev, til stor overraskelse for den dengang meget unge Marc, at han vandt konkurrencen – og dermed fik han pludselig et stort behov for jakkesættet!

Marc (tv.) og Tom (th.)

Tom kunne tydeligt se, at Marc var blevet meget bevæget af historien om den unge Soustrot og alle de gamle minder lige så stille begyndte at komme frem til bevidstheden.

I årene efter 1974 arbejdede Marc og Tom meget tæt sammen. Som vinderen af London Symphony Orchestra’s konkurrence vandt Marc ikke blot hæder og ære, han blev også udnævnt til assisterende chefdirigent for orkesteret i en periode på to år. Tom fortalte, at Marc og hans hustru Margueritte var et par unge og fattige studerende, og derfor ønskede folk i orkesteret at hjælpe de to unge mennesker så meget, som de kunne, blandt andet ved at invitere de to unge mennesker på middag. Musikerne fik hurtigt et tæt forhold til den unge Marc og hans kone.

Denne uge har Marc og Tom arbejdet sammen for første gang siden tiden i London, nu mere end 40 år efter deres første møde.

Efter koncerten med Aarhus Symfoniorkester, talte jeg igen med Marc og fortalte ham, at jeg var blevet så glad over at høre historien. Marc var også rigtig glad og tydeligt stadig meget berørt over oplevelsen.

”Ja”, sagde han, ”jeg havde ingen chance for at genkende denne mand fra 40 år siden, men han huskede mig. Det var sådan en dejlig overraskelse. Orkesteret var så gode ved mig og min hustru dengang. Vi var meget fattige, og de var så søde at invitere os ind i deres hjem. Jeg kan huske, at vi har spist hos Tom og hans familie. Det er sådan en fantastisk oplevelse at møde ham igen, så mange år senere” fortalte Marc rørt.