Interview med Carl Quist-Møller
Nu er der ikke længe til, at I kan opleve multikunstneren Carl Quist-Møller og Aarhus Symfoniorkesters præsentation af ”Dyrenes Karneval”.
Dyrenes Karneval er et af de få symfoniske værker, som er skrevet direkte til børn, og blandt andet af denne grund, er det blevet opført utallige gange over hele verden for det helt unge publikum. Men den version af værket, som I er inviteret til at opleve, bliver noget helt særligt, fordi den bliver rammesat af tegneren, historiefortælleren og trommeslageren Carl Quist-Møller. Undervejs i koncerten vil Carl blandt andet tegne nogle af dyrene inspireret af musikstykkerne, og publikum kan følge med i tegningerne på et stort lærred imens de bliver til.
Derfor giver vi nu ordet til Carl, som fortæller om sin egen fascination af symfoniorkestret og den klassiske musik, om musikformidling i børnehøjde og ikke mindst hvad han personligt glæder sig til i den kommende koncert:
”Jeg glæder mig til at stå der i midt i orkestret og høre alle de akustiske instrumenter. Musikerne er så dygtige, og det lyder simpelthen så fantastisk, at det føles som at blive renset og skyllet igennem med det reneste kildevand. Til dagligt går vi jo bare og hører så meget musik på elendige højtalere. I det øjeblik, man hører de rigtige instrumenter spille, kan man høre alle nuancerne i musikken. Det svarer nærmest til forskellen på lyset fra en elpære og så selve solen. Forestil dig, at vi boede under jorden og gik der og kiggede på vores have, som blev lavet med sådan nogle infrarøde stråler. Og når vi læste en bog, så havde vi kun et stearinlys. Og pludselig en dag kom vi endelig op over jorden og så dagslyset. Sådan er det lidt at komme ind og høre rigtige instrumenter.”
En barndom fyldt med musik
Carl husker også tydeligt første gang, han hørte et symfoniorkester live, da han var omkring syv år gammel. Han voksede op med to fædre, som begge var musikere: Hans biologiske far var Flemming Quist Møller, der som han selv var både improviserende musiker, tegner, børnebogsforfatter og filmskaber. Og hans stedfar var fagottisten Peter Bastian, som udover sit musikervirke var forfatter til flere bøger om musik og bevidsthed.
”Min stedfar Peter Bastian var jo klassisk uddannet, og han tog mig med til klassisk koncert, hvor jeg hørte Stravinskij første gang med stort symfoniorkester inde i Radioens koncertsal. Og han var jo også en fantastisk musikformidler. Jeg husker meget tydeligt, at han tog mig med ind til den her koncert, hvor vi sad på balkonen, og så sagde han: ”Nu skal du opleve et rigtigt symfoniorkester. Du skal bare lukke øjnene og forestille dig den her musik, der kommer nu. Jeg tror, den handler om nogle trolde, der kommer op af noget mudder.” Og han behøvede ikke at sige mere. Jeg sad og kiggede ned på orkesteret, og jeg så nærmest troldene komme op imellem musikerne – op af trægulvet, som blev til mudder. Altså det var næsten ligesom, hvis man var sindssyg. Det var jeg jo ikke, men jeg havde så stærk en fantasi som barn også, at det virkelig var kraftigt. Og det blev min yndlingsmusik meget hurtigt, for vi kunne begge to godt lide trolde.”
Carl fandt også hurtigt ud af den klassiske musik var fantastisk at lege til, fordi den minder så meget om filmmusik.
”Peter havde et øvelokale hjemme i huset, og han var en meget ordentlig mand, der ryddede meget op, så der var altid et dejligt rent gulv, man kunne ligge på i øvelokalet. Han have en stor pladesamling, som han lyttede til, mens han snittede fagotrør. Og så kunne jeg ligge der og lege alle mulige ting imens. Jeg havde for eksempel en lille blyantstrold, der var på fjeldvandring. Eller jeg legede biluheld med legetøjsbilerne. Og den der musik, der kørte i baggrunden, gjorde bare det hele meget mere effektfuldt.”
Noderne bliver levende
Det var også Peter, der introducerede Carl for den store argentinske tangomusiker og komponist Astor Piazzolla, som senere kom til at fylde enormt meget i hans musikervirke, mens han gennem 16 år var percussionist i kvintetten Tango Orkestret.
”Jeg er trommeslager og har spillet rytmisk, improviserende musik hele mit liv. Jeg optrådte med orkestret Bazaar sammen med begge mine fædre fra jeg var ni til jeg var seksten år. Men jeg har også spillet noget, der var lidt i familie med klassisk musik, nemlig Astor Piazzolla-tango, som jo er en fusion mellem klassiske og rytmisk musik. Og fordi de numre, vi spillede, var så stramt i arrangeret med faste aftaler, jeg og rytmeskift, jeg skulle huske, blev jeg nødt at lave en form for noder til mig selv. Men jeg har kun arbejdet med trommenoder og kun, når jeg øvede mig. Og gennem hele min barndom byggede mit talent jo også på at slå ørene ud og lære tingene udenad eller improvisere. Nu havde jeg brug for nodelinjer og taktstreger, for at kunne følge med. Men i stedet for at skrive noder ind, lavede jeg tegninger på nodelinjerne. Udover at være musiker, er jeg også uddannet tegner og animator, så jeg opfandt mine egne visuelle noder. Jeg tegnede for eksempel en violinist, der var ked af det, hvis der kom et stykke sørgelig violinmusik. Så vidste jeg at ”Nåh ja, det er det her stykke på seksten takter, hvor violinen græder”. Og de noder udviklede sig, så nogle af mine tegninger blev rigtig sjove at se på. Og da vi så skulle af sted på skolekoncertturné og spille for børn, spurgte de andre, om jeg ikke via mine tegninger kunne være den, der lavede det pædagogiske materiale. Så dengang udviklede jeg det her med at tegne til musikken, som jeg også kommer til at gøre til koncerten med Dyrenes Karneval.”
Tegningerne og børneuniversets kraft
Sidenhen har Carl Quist-Møllers arbejde med at formidle musik for børn fyldt mere og mere, hvilket han til dels forbinder med inspirationen fra sin far Flemming Quist-Møller, som mange blandt andet kender som ophavsmanden til både billedbogen Cykelmyggen Egon og tegnefilmen Bennys Badekar. Derudover forbinder han også sin store interesse for at skabe kunst for børn med det at være blevet far i en ung alder.
”Jeg oplever, at mange unge kunstnere helst vi lave noget for nogen på deres egen alder. Og så er det først, når de selv får børn, at dén verden dukker op for dem igen, og de begynder for alvor at interessere sig for at lave ambitiøs original kunst for børn. Men der er også brug for nogle helt unge dynamiske kræfter indenfor det område.”
Selvom han nyder at spille for voksne, foretrækker han alligevel at have børn som sit publikum. Blandt andet fordi deres respons er så ærlig og umiddelbar.
”Det er meget sjovere at få kontant afregning end ikke at vide, om de klapper fordi de er artige, som det ofte er med voksne. Og så har det bare et helt andet perspektiv at spille for børn. Når du står der med en hel sal fuld af små børn foran dig, så tænker du bare: ”Wauw! De her børn lever 70-80 år fra nu af, og de kommer aldrig til at glemme det her!” Fordi de har så skarpe hjerner, og barndommens hukommelse er så vild, så kan de stadig huske den her oplevelse, når de engang sidder på alderdomshjemmet med korttidshukommelsestab. Det rækker så langt ind i fremtiden, og det bliver så vigtigt, at man kan give dem noget der. Der er så mange børn, som faktisk har det svært. Og så sidder de der til en koncert, og pludselig går der noget op for dem, som gør deres liv federe. Det er en garanti, at når der sidder 100 børn, så er der en vis procentdel af dem, der virkelig får en stor oplevelse, hvor det bare siger BANG, og så vil de selv spille musik. Så det føles meget ærefuldt. Og så er jeg meget optaget af at få dem til virkelig at spidse ører overfor musikken. Jeg vil helst lave koncerter, som er så inspirerende og spændende, at de bare sidder med åben mund og kigger. Og lige så snart det er slut, begynder de at fise rundt og hoppe og danse og ville spille, tegne, fortælle historier og alt muligt bagefter”
Spids ører og pir nysgerrigheden
Et af de virkemidler, som Carl har forfinet gennem sine mange år som musikformidler for børn, er den dynamiske opbygning af koncerten. Hans erfaring er, at for at få børnene til virkelig at spidse ører overfor avanceret klassisk musik, må man sørge for at pirre nysgerrigheden i begyndelse af koncerten, hvor koncentrationen er størst. Og man må skabe stor variation undervejs, så børnene kan skelne de forskellige instrumenter og musikstykker fra hinanden.
”For både børn og voksne er det ofte sådan, at når man bliver præsenteret for en ny musikgenre, så lyder alle stykkerne hurtigt som det samme. Det bliver ensformigt, fordi man endnu ikke kan høre nuancerne og alle de små forskelle. Derfor prøver jeg altid at bygge det op, så der kommer en tydelig variation. Jeg vil gerne have fuldstændig ro i salen, når folk træder ind. Så sidder jeg gerne og tegner på scenen, fordi det er med til at vække nysgerrigheden og lydhørheden hos børnene, at de ser mine tegninger blive til på storskærmen, mens der kun er nogle helt små lyde af mine tegneredskaber og papiret. På baggrund af stilheden og roen i salen kan den mindste lille lyd fra en soloviolin eller en triangel træde frem og gøre et kæmpe lydmæssigt indtryk. Undervejs i koncerten vil jeg gerne veksle mellem stykker, hvor hele orkestret spiller og stykker, hvor et, to eller tre instrumenter har en fremtrædende rolle. I Dyrenes Karneval er den dynamik til en vis grad skrevet ind i selve værket. Det er også med til at gøre det til et værk, som egner sig godt til at spille for børn, fordi de kan få både øje og øre på de enkelte instrumenter som bliver fremhævet på skift.”
Gå på opdagelse med dine børn
Til trods for at Carl selv er vokset op med musikerforældre, som i høj grad har inspireret og præget ham, mener han ikke, at det er afgørende for børns musikalske vej, hvor musikalske deres forældre er eller føler sig. Vi spurgte ham, hvad han vil råde forældre til, hvis de gerne vil give deres børn musikken med i livet.
”De fleste mennesker har jo et forhold til musik. Så når folk siger, at de overhovedet ingen musikalsk sans har, er for det meste noget pjat. Man behøver ikke nødvendigvis SPILLE musik selv. Men at have et forhold til musik er noget, der kan berige menneskers liv og hjælpe dem gennem kriser i livet. Også selvom deres forhold til det bare er at lytte. For det at lytte til musik er jo sådan lidt en drømmetilstand, hvor følelser strømmer igennem kroppen og hvor, man kan sætte sine egne billeder på og bearbejde sine erfaringer. Og jeg tror det er et kreativt redskab, man kan tage med sig gennem hele livet.
Så mit bedste råd til forældrene er: Gå på opdagelse og lyt til en masse forskellig musik sammen med jeres børn. Find ud af hvad, I selv kan lide og spil den musik for jeres børn. Der er ikke noget musik, der er forbudt for børn. Næsten ikke. Det er ærgerligt at gå ned og lede efter børnemusik, vil jeg sige. For der er langt imellem snapsene, synes jeg. Så er det bedre bare at gå efter noget, man synes er godt. Ofte vil man opleve, at det synes børnene også. Det eneste generelle, jeg har lagt mærke til med små børn er, at det er som om deres tempo er lidt hurtigere end de voksnes. Måske er det fordi, deres kroppe er mindre. Så korte numre i et lidt hurtigt tempo fungerer tit godt. Men det er der mange, der har regnet ud, så derfor, når du går ind og googler ”børnemusik” så siger det bare ”ntsi -ntsi -ntsi – ntsi.” Og det er jo også kedeligt.
I kan også tage på musikalske opdagelsesrejser. Hvis I skal til Spanien på ferie, så find noget spansk musik og begynd at lytte til det. Lav playlister med det inden I tager af sted, og hør det, mens I er der. Gerne noget af den lidt ældre musik. Det kunne jo så være flamenco i Spanien. De musikalske minder vil fæstne sig som en særlig stemning fra rejsen; lidt på samme måde som smagsoplevelser.
Da mine egne børn var små, satte jeg ind i mellem noget klassisk musik på, som jeg selv tændte på, og så sad jeg bare med dem i en sofa med et par gode højtalere og uden for mange andre ting, der forstyrrede. Så kunne jeg for eksempel sige: ”Ej kan du høre hvad der sker?” ”Nej, hvad sker der?” ”Jeg tror… Er det ikke… Er vi i skoven? Jeg tror vi er i skoven, er vi ikke?” ”Jo! Vi er i skoven” sagde barnet så. Og hvis man så stiller lidt spørgsmål til det: ”Jeg tror måske…” Eller: ”Gud, hvorfor bliver alle dyrene forskrækkede? Årh, det er fordi at nede mellem alle anemonerne, ligger der en dinosaurus og sover. Orv, den er stor og farlig… Nu rejser den sig op! LØB” På den måde kan man simpelthen lade sig inspirere af musikken og sammen digte en historie ud fra den. Jeg kunne også finde på at snyde en halv time før sengetid og sige: ”Klokken er mange, nu skal vi sove!” Og når børnene så nægtede at gå i seng, sagde jeg: ”Okay, okay. Vi kan slukke lyset og høre et stykke musik, før vi sover.” Og så spillede jeg et stykke virkelig smuk stille musik – med Mahler eller sådan noget. Og så lå vi der i mørket og lyttede og fantaserede. Så længe de kan udsætte det der med at skulle sove, kan børn jo lokkes til hvad som helst. De familier, som er med i Musikkens Børn har sikkert allerede hørt en masse forskellig musik og haft nogle store koncertoplevelser sammen. Så det skal de jo bare blive ved med. Det er virkelig en vidunderlig satsning, Aarhus Symfoniorkester har lavet: at følge en hel generation af børn, som kommer til de her koncerter gennem hele deres tidlige barndom. Det er et fantastisk spændende projekt, som jeg glæder mig til at være en del af.”
Links
Carl Quist-Møller online
Gå på opdagelse i Carl hjemmesideunivers og find gratis downloads – f.eks. om fortælletricks til når man skal køre langt med børn.