Franske forlystelser
Aflyst

Berlioz, Ravel & Boulanger

Franske forlystelser

Højt humør og kække koketterier over for indebrændt lidenskab: Vi kommer hele vejen rundt i det fornøjelige franske følelsesregister.

Et rent fransk program – med vores franske chefdirigent i spidsen! ”Et smukt strejf af den franske musiks sjæl,” siger Marc Soustrot om værkerne af Ravel, Boulanger og Berlioz, der ligger hans galliske hjerte så nær. Når Soustrot er på podiet brillerer orkestret i alle nuancer af den autentiske franske farveskala.

Berlioz’ ouverture er en munter indledning på koncerten, og Ravels Klaverkoncert i G-dur er ganske enkelt et af de sjoveste værker, der er skrevet: Kæk og sprængfyldt med jazz og andre unoder. Vi har lagt den i hænderne på det purunge talent Jeonghwan Kim, der vandt den seneste udgave af Aarhus International Piano Competition.

Med et værk af Lili Boulanger får vi en sjælden lejlighed til at høre et af de største komponisttalenter i musikhistorien, og så slutter Marc Soustrot af med at domptere orkestret i Ravels Bolero. Det bliver et brag af en fransk aften.