Køb billet 100-285 KR

BERLIOZ , POULENC & FRANCK

Fremragende fransk

Landlivets idyl og naturens majestæt dramatiseres og ironiseres ligeligt i billedrige impulser og æteriske strøg.

Musikkritikeren Claude Rostand beskrev i 1950 komponisten Francis Poulenc som ”halv munk, halv skidt knægt”. Poulenc var en rastløs storbysjæl, og han måtte søge ud på landet for at finde ro til at arbejde – men landlivet kedede ham inderligt, og noget af det værste han vidste var at gå tur.

Concert champêtre for cembalo og kammerorkester er pariseren Poulencs delikat ironiske portræt af livet på landet. Koncerten er tilegnet den franske maler Richard Chanlaire – en nær ven som gav komponisten modet til at springe ud som biseksuel. Cembalofænomenet Mahan Esfahani spiller på alle tangenter og rammer præcist såvel Poulencs lyriske elegance som hans mere vovede indfald.

Concert champêtre indrammes smukt af Berlioz’ sværmeriske Rêverie et Caprice, med Aarhus Symfoniorkesters koncertmester Ian van Rensburg som solist og Cesar Francks dramatiske Symfoni i d-mol. Alt sammen under ledelse af orkestrets franske chefdirigent Marc Soustrot.

———
Koncertoptakt: Torsdag aften kl. 18.30-19 er der koncertoptakt ved Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk