Giv os fred
Aflyst

Webern, Mahler & Vaughan Williams

Giv os fred

Mødet med døden, en verden hærget af krig og ugengældt kærlighed. Livets yderpunkter formidles formidabelt og indtrængende af det 20. århundredes store mestre.

KONCERTEN ERSTATTES.

Den vedvarende coronasituation fører til programændringer hos Aarhus Symfoniorkester.

Af hensyn til publikum og samarbejdspartnere erstattes de to symfoniske koncerter 15. og 22. april, samt kammerkoncerten den 11. april af en række koncerter med reduceret besætning. Disse koncerter vil finde sted i Symfonisk Sal, og koster 99 kr. pr. stk. Billetter vil blive frigivet efter et ventelisteprincip og antallet justeret efter gældende restriktioner.

Til erstatningskoncerterne vil publikum kunne opleve en lang række af de allerede engagerede kunstnere i samspil med orkestrets musikere, men i lidt andre musikalske konstellationer end de oprindeligt planlagte. Det er altså desværre ikke muligt at gennemføre koncerterne helt som oprindeligt planlagt, men vores publikum skal selvfølgelig ikke snydes for god musik af den grund.

Rækken af koncerter fra Symfonisk Sal vil vi igen kalde ”Føniks” koncerter, som vi gjorde tilsvarende i tilbagevendingen fra lockdown sidste år, og de vil alle blive optaget og streamet, så de også kan ses hjemme fra stuerne, hvis man foretrækker det.

Læs mere om Fønikskoncerterne på www.aarhussymfoni.dk/koncerter/foenikskoncerter
——

Bevægende og voldsomt. Fra Mahlers smukke sange om kærligheden og døden til Vaughan Williams’ indtrængende bøn om fred: Denne koncert viser os nogle af menneskehedens lyseste og mørkeste øjeblikke.

Vaughan Williams så musikken som civilisationens stemme i en tid, hvor én verdenskrig stadig strakte sine mørke vinger over Europa – og endnu en krig truede forude. Dona nobis pacem (Giv os fred) er skrevet i ikke bare én, men to kriges brutale skygger, og den er komponistens opråb til et Europa, der med heftige skridt marcherede mod en ny krig. ”Dødens engel vandrer over landet”, advarede Vaughan Williams.

Weberns Passacaglia er inspireret af moderens død, og Mahler skaber i Lieder eines fahrenden Gesellen et helstøbt mikrokosmos af glæde, fortvivlelse og afklaring. Den fuldendte lykke og den sorteste fortvivlelse bliver formidlet af Palle Knudsen, der til daglig er solist på Det Kgl. Teater.