Fortællingen om Havets Moder dækker over et tilbagevendende ritual blandt de grønlandske inuitter: Når fangsten udeblev som følge af menneskenes overforbrug og grådighed, måtte bygdens shaman rejse ned til Havets Moder for at rede hendes hår fri for menneskenes smuds. På den måde blev fangstdyrene frigivet og menneskene kunne overleve.
Til koncerten gendigtes det grønlandske sagn, som indhylles i musikken fra bl.a. Debussys La mer og nye filmoptagelser fra Aarhusbugten til en levende fortællekoncert, der sætter fokus på klimaet og den øgede plastikforurening i havet, så både sanser og følelser vækkes hos hele familien.
I front står den folkekære skuespiller Jens Andersen, som sørger for at drage børn og voksne ind i musikken. Den traditionelle tilskuerrolle er lagt på hylden, og som publikum vil man opleve ikke kun at se og høre en fortælling om havet – men at blive en del af havet og kærligheden til det.