Hjerterummets grund
Køb billet 100-395 kr.

Brahms & Rihm

Hjerterummets grund

Kurér enhver vinterdepression, når vi vandrer med Brahms ind i selve hjertet af den symfoniske oplevelse – dér hvor ånden og kraniekassen tankes helt op med vitale toner.

I denne sæson kan du høre en række ”ultimative” værker og komponister. Brahms er en af dem – og til denne koncert kan du høre hvorfor: Brahms er simpelthen en af grundstenene i det hus, som udgør den klassiske musik.

Livsglæden er kernen i Brahms’ 2. symfoni. Brusende bække, blå himmel, solskin og kølige grønne skygger: Symfonien emmer af sommerstemning og varme – og symfonien er ofte blevet kaldt for Brahms’ Pastorale-symfoni, så fuld af vidunderlige naturbilleder er den.

Men grundstenene skal også sættes i relief. Det gør Wolfgang Rihm, når han går i dialog med sin store forgænger i Nähe fern 2. Det er et lille stykke, der er skrevet specifikt til og om Brahms’ 2. symfoni – som en slags samtale med symfonien.

Vi har også en ultimativ solist på programmet. Alina Pogostkina* spillede med orkestret forrige sæson og markerede sig klart som en solist, man ikke kan nøjes med at høre en enkelt gang. Derfor skal hun nu spille Brahms’ violinkoncert med os – endnu en af de helt store koncerter.

___
*Pogostkina er sponseret af Aarhus Symfoniorkestersters særlige private giver, Keld Heine Mortensen.