Beethovens violinkoncert er koncerten over dem alle: Så utrolig enkel, og så utrolig virkningsfuld. En verden af indtrængende, afdæmpet inderlighed. Det er musik, som bliver hos lytteren – og som aldrig helt forlader os.
Denne gang har vi betroet koncerten til Sergej Krylov, og vi kan garantere for, at det bliver godt: Den russiske stjernesolist har nemlig også tidligere spillet koncerten med Aarhus Symfoniorkester, og det gjorde han så godt, at han er blevet inviteret tilbage igen.
I den 10. symfoni giver Sjostakovitj os et gribende og insisterende indblik i menneskets livsvilkår under et brutalt og umenneskeligt sovjetstyre. Lige så grum, som musikken er, lige så hjertegribende er dens hemmelighed: Sjostakovitj skrev nemlig sin egen hemmelige kærlighed ind i symfonien.
NB: Den 10. symfoni erstatter den oprindeligt planlagte 11. symfoni, ligesom Andris Poga er ny dirigent i stedet for Leif Segerstam, der er sygemeldt.