I fuldt flor
Køb billet 100-285 KR

SCHUBERT & TJAJKOVSKIJ

I fuldt flor

Fortab dig i følelsernes vældige vildnis og sprudlende symfonier sammen med blomstrende komponister – og en prisvindende dirigent.

Det er svært at forestille sig, at Schuberts 5. symfoni faktisk er et ungdomsværk. Ganske vist sprudler værket af en ungdommelig energi – men det er også sprængfyldt af musikalsk saft og kraft, der er en moden komponist værdig. Her er mere end en hentydning til Schuberts idol Mozart – og så sprudler musikken af humor, melodier og en ligefrem kærlighed til musikken, der går lige i hjertekammeret hos tilhøreren.

Samme effekt har Tjajkovskijs følelsesmæssige kæmpe af en fjerde symfoni. Fra hornenes gjalden i den legendariske begyndelse over andensatsens obosolo til sidstesatsens primale orkesterudbrud; hos Tjajkovskij får vi alt det, som endnu var i sin vorden hos Schubert: Romantikken i fuldt flor.

Musikken er ikke det eneste, der sprudler denne aften. På podiet står Tung-Chieh Chuang, der med sit musikalske overskud (og en god portion humor) vandt den prestigefyldte Malko-konkurrence – og dermed chancen for at optræde i Aarhus.

Samarbejdskoncert med Det Jyske Musik­konservatorium.

———
Koncertoptakt: Kl. 18.30-19 er der koncertoptakt ved Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk