Åbningskoncerten i Aarhus Symfoniske Orgelfestival byder på musikalske gåder og genskrivninger – og orglet er både gennemgående tema og medspiller. Hovedværket er Litaizes hidtil ukendte Symfoni med orgel, som aldrig har været spillet før. ”Det er kolossalt spændende at opføre et ukendt stykke af min gamle lærer. Vi skriver orgelhistorie i Aarhus,” siger solist og orgelprofessor Ulrik Spang-Hanssen om koncerten.
Det eneste instrument, der er lige så storslået som orglet, er symfoniorkestret! Det vidste både Webern og Elgar. De har begge haft fingrene i Bach, så musikken får helt nye ører; på hver deres (meget forskellige) facon knækker de koden om Bachs betydning i dag. Til sidst kommer vi omkring musikhistoriens største og mest velklingende gåde: Elgars Enigma-variationer, hvor orglet slutter sig til orkestret i den monumentale slutning. Der er ingen ende på orglet ved denne koncert.