Klare drømme
Køb billet 100-345 kr.

Bacewicz, Chopin & Beethoven

Klare drømme

Kom i godt humør og få lettet skuldrene med musikalske drømmerier, blide symfoniske klange og små uimodståelige verdener af fortrøstningsfulde fornemmelser.

I denne koncert befinder vi os i den lyse og optimistiske del af musikkens verden. Bacewicz’ lille ouverture er skrevet i krigens mørke, men emmer af lys. Den er en fakkel af mod og styrke midt i krigens gru – ukuelig og medrivende, skabt på rytme og fremdrift. Med andre ord en hel lille symfoni på kun seks minutter. Det samme gælder for Beethovens ouverture til Fidelio.

Med Chopin er vi i den tidlige del af romantikken, hvor musikken generelt er mere nobel end stormombrust. ”Det er en slags drømmeri i måneskin en smuk forårsaften,” sagde Chopin selv om musikken. Vi får vidunderligt svævende linjer såvel som dramatiske klimakser. Det virtuose overflødighedshorn af en koncert er lagt i hænderne på Gustav Piekut – et af de største klavertalenter, vi har i Danmark.

Også Beethovens 4. symfoni er mild og blid. Den er munter og fuld af overskud – en usædvanlig ukompliceret symfoni af en komponist, der ellers ikke veg tilbage for det dramatiske.

I spidsen for orkestret står den unge Paweł Kapuła – et enestående dirigenttalent med enormt potentiale.
_

Koncertoptakt: Forud for koncerten er der koncertoptakt kl. 18.30-19.00 ved 1. violinist Matthias von Niessen og Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk