Klassisk. Romantisk. Tysk.
Køb billet 145-330 KR

STRAUSS & WAGNER

Klassisk. Romantisk. Tysk.

Livet, døden, kunsten og kærligheden behandles med behørig vægt og uforlignelige melodier af romantikkens sidste store mestre.

Den klassiske musik er tysk – dens største mestre som Bach, Beethoven og Brahms er tyske. Det er et faktum, vi atter kan tale om efterhånden som 2. Verdenskrig og nazisternes udnyttelse af den tyske kulturs arvegods er ved at fortone sig i et dystert, sort-hvidt minde.

Komponisterne Richard Wagner og Richard Strauss er om nogen to kunstnere, som konstant berører tilværelsens kerne og samtidig to kunstnere, hvis musik og kunstsyn i høj grad er blevet misforstået og misbrugt.

Sammen med den tyske dirigent Gerhard Markson har vi sammensat en koncert med store tyske mesterværker. En koncert med god og gribende musik om livet og døden – og ikke mindst om kunsten og kærligheden som overvinder alt.

Man må formode, at det er lignende følelser omkring livet, døden og kunsten, som Richard Strauss  hentydede til på sit dødsleje med ordene: “Det er sjovt, Alice – døden er fuldstændig som jeg skrev om den i Tod und Verklärung.”

———
Koncertoptakt: Torsdag aften kl. 18.30-19 er der koncertoptakt ved Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i Filuren, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk