Fællesskab. Det er grundstenen i denne sæson. Og med fællesskabet følger også alle dets kvaler – herunder opgøret med arv og traditioner.
De tre værker til sæsonens åbningskoncert placerer sig midt i kampen mellem tradition og fornyelse: Det er musik skabt lige dér, hvor verden forandrer sig.
Musikken er skrevet af tre mønsterbrydere, der gør op med omverdenens gængse måde at tænke klassisk musik på. Wagner omfavner det allerstørste, og i Mestersangerne fortæller han historien om eneren over for fællesskabet.
Kan musik være både kantet og lyrisk på samme tid? Prokofjevs musik kan. Hans musik placerer sig midt mellem det gamle og det nye – eller rettere, han tager det bedste fra begge verdener. Hans første violinkoncert er både bidsk, sardonisk og æterisk genstridig.
I Bartóks farverige og vitale Koncert for orkester optræder hele orkestret som solister. Det er det perfekte eksempel på symfoniorkestret som en magisk organisme, hvor helheden er uendelig meget mere end de enkelte dele. Lidt ligesom samfundet i almindelighed.
_
Forud for koncerten er der koncertoptakt kl. 18.30-19.15 ved musikchef Jesper Nordin og Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk