Opera i Parken
Gratis

Gratis operagalla

Opera i Parken

Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester varmer Aarhus og sommeren op med gratis sommerkoncert.

Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester præsenterer Opera i Parken, en festlig, udendørs operakoncert med kendte klassikere og mesterværker fra den kommende operasæson lørdag den 16. juni 2018 i Skanseparken, Aarhus. Fri entré til koncerten, hvor publikum guides af konferencier Mikkel Fønsskov, kendt fra Aftenshowet.

Unge stjernesolister fra Den Jyske Operas nye faste ensemble vil sammen med Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Operas Kor give koncert med nogle af verdens mest elskede operamelodier af komponister som Puccini, Bizet og Mozart. Publikum kommer også til at høre musik fra Den Danske Serie, hvor Den Jyske Opera udforsker glemte mesterværker fra den danske kulturarv og uddrag fra kendte musicals som Porgy & Bess og West Side Story.

Opera i Parken er gratis og en invitation til alle byens borgere til en dejlig dag i selskab med stor musik i hjertet af Aarhus med smagsprøver på den kommende sæson.

SKANSEPARKEN I AARHUS
Vi genindvier med Opera i parken en glemt event-plads, nemlig Skanseparken i Aarhus, hvor der for år tilbage blev afholdt store udendørs koncerter og arrangementer. Skanseparken kan rumme ca. 4.000 mennesker.

Skanseparken er en centralt beliggende bypark mellem Strandvejen og Marselisborg Allé på Frederiksbjerg i hjertet af Aarhus. Skanseparken har fået navn efter Wallensteins Skanse, der blev opført under svenskekrigene 1627-29. Frem til starten af 1960erne dannede parken ramme om de såkaldte ”parkunderholdninger” for byens borgere og gæster, bl.a. med en operetteaften “Fra Offenbach til Oklahoma”.

Vi glæder os til igen at fylde parken med opera.