Fyraftenskoncerterne præsenterer i år en række ultimative værker – og i den første af slagsen trækkes der på en dyb kærlighed til det umiddelbare og autentiske; til folkemusikken.
Koncertens hjerte er en langsom elegi fyldt med mystiske, skumringsdunkle klange. Rundt om den langsomme sats folder Bartók sig ud i en udadvendt energiudladning af en koncert: Musikken går fra strenghed og dødssang til den reneste livsbekræftelse.
Bartók viser ganske enkelt alt det, som et symfoniorkester kan: Fra munter folkemusik til dæmpede tonelandskaber, fra den mørkeste nattemusik til dissonanser og drama. Koncert for orkester er en rundrejse i den klassiske musiks storslåede verden – med Aarhus Symfoniorkester som guide. Velkommen indenfor i Bartóks – og symfoniorkestrets – mageløse verden.
—
Fyraftenskoncerten er et 50-minutters åndehul, hvor du kan slippe hverdagen og lade op til weekenden med et symfonisk mesterværk. Koncerten indledes med en kort introduktion fra scenen. Fordybelse og udelt begejstring tilskyndes. Øl, vin og vand kan tilkøbes.