Mødet mellem det civiliserede og det vilde, mellem det tæmmede og det frie – og mellem fortidens musik og nutidens: Denne koncert er en hyldest til to af Danmarks største komponister.
Per Nørgårds musik er en kompromisløs vandring ind i et egensindigt lydligt og kunstnerisk landskab, der aldrig gentager sig selv. Lige dele gådefuldt og dragende. Vi fejrer Per Nørgårds 90 år med to af hans mest bjergtagende værker. Terrains Vagues er kraftfuld, voldsom og primal; en udforskning af rummet mellem det uopdyrkede land og civilisationen. Recall er en utæmmelig, dansende fejring af både folklore og akkordeon, skabt i oprørets årti. Ganske vist er den skrevet i 1968, men den er senere blevet dedikeret til aftenens solist, den fremragende danske akkordeonist Bjarke Mogensen.
Vi supplerer med den allerførste symfoni fra en komponist, der måske mere end nogen anden har lagt grundstenen til vores musikalske nationalkarakter. Carl Nielsens første symfoni er fri, vild og utæmmet. ”Saa stemningsfuldt et Koncert-Øjeblik oplever man kun med mange Aars Mellemrum,” skrev anmelderen efter premieren i 1894: ”Et Arbejde, fra hvilket der allerede udgaaar en Kornmodsglans af Talent, og som synes at forjætte et kommende Uvejr af Geni.”