Richard Wagners Nibelungens Ring er et gigantisk værk: Fire helaftensoperaer for kæmpestort orkester og lige så stort sangerkorps. Men nu kan du få det hele på én aften – ovenikøbet med sagkyndig indføring i værket.
Det var en sensation, da Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester i 1980’erne spillede de samlede opførelser af Ringen i Danmark for første gang i 75 år. Wagners musik bed sig fast i publikum og orkestret, for man kan ikke undgå at blive indfanget af Wagners farverige og geniale musik.
Sammen med Aalborg Symfoniorkester og tidligere orkesterchef Leif Balthzersen præsenterer Aarhus Symfoniorkester derfor nu Der Ring ohne Worte med kæmpeorkester. Ved denne fælleskoncert kan du høre Lorin Maazels bearbejdning af kæmpeværket Nibelungens Ring, udelukkende spillet af orkestret, så det bliver ”Nibelungens Ring uden ord”.
Helt ”uden ord” bliver det dog ikke, idet du først får handlingen og Wagners musik med dens ledemotiver gennemgået sammen med orkestret, hvorefter du er klar til at gå ombord i det musikalske eventyr.