Det bliver alle gode gange tre, når Musikhuset på ny bliver bestormet af hobbitter, orker, elvere, troldmænd og såmænd også mennesker. Den sidste film i den verdenskendte filmtrilogi Ringenes Herre vises i Store sal med live-musik af Aarhus Symfoniorkester.
Treeren har titlen Kongen vender tilbage. Den udkom i 2003 og har den amerikansk-danske Viggo Mortensen i en af hovedrollerne.
Ringenes Herre – Kongen vender tilbage er stemt ind som den syvendebedste film nogensinde på det store filmwebsite IMDB. Den vandt intet mindre end 11 Oscar-statuetter, hvilket er rekord sammen med Ben-Hur og Titanic. To af priserne gik til Howard Shore for musikken, som du altså kan høre for fuld udblæsning i Musikhusets største sal, mens filmen vises på det store lærred.
Ringenes Herre Live præsenteres i samarbejde med New Line Cinema / Warner Brothers.