Pēteris Vasks Musica serena er et af de mest sublime musikstykker, der er skrevet. Det er et værk af ren skønhed, der bevæger sig fra den dybeste ro til de svimlende højder og tilbage igen – og drager publikum med på rejsen. Det bliver nogle af de smukkeste ti minutter, du nogensinde kommer til at opleve i en koncertsal.
De svimlende romantiske højder når vi også i Prokofjevs musik til Romeo og Julie. Her får vi alle de helt store følelser serveret på et sølvfad. Både kamp og kærlighed står helt klart i Prokofjevs musik, når de store russiske orkesterklange flyder gavmildt ud over publikum og levende beskriver de unge elskendes forelskelse og fortvivlelse.
Hvis du har lyst til at opleve alt det, som klassisk musik kan – på under en time! – så er koncerten her den perfekte mulighed.
Fyraftenskoncerten er et 45-minutters åndehul, hvor du kan slippe hverdagen og lade op til weekenden med et symfonisk mesterværk. Koncerten indledes med en kort introduktion fra scenen. Fordybelse og udelt begejstring tilskyndes. Øl, vin og vand kan tilkøbes.