Solen stiger
Aflyst

Nielsen, Mozart & Haglund

Solen stiger

Himmelrummet får krop i tonernes bevægelse, solen kaster glans over dansk musiks største komponist, og klaveret vejrer morgenluft og strålende humør.

KONCERTEN ERSTATTES.

Den vedvarende coronasituation fører til programændringer hos Aarhus Symfoniorkester.

Af hensyn til publikum og samarbejdspartnere erstattes de to symfoniske koncerter 15. og 22. april, samt kammerkoncerten den 11. april af en række koncerter med reduceret besætning. Disse koncerter vil finde sted i Symfonisk Sal, og koster 99 kr. pr. stk. Billetter vil blive frigivet efter et ventelisteprincip og antallet justeret efter gældende restriktioner.

Til erstatningskoncerterne vil publikum kunne opleve en lang række af de allerede engagerede kunstnere i samspil med orkestrets musikere, men i lidt andre musikalske konstellationer end de oprindeligt planlagte. Det er altså desværre ikke muligt at gennemføre koncerterne helt som oprindeligt planlagt, men vores publikum skal selvfølgelig ikke snydes for god musik af den grund.

Rækken af koncerter fra Symfonisk Sal vil vi igen kalde ”Føniks” koncerter, som vi gjorde tilsvarende i tilbagevendingen fra lockdown sidste år, og de vil alle blive optaget og streamet, så de også kan ses hjemme fra stuerne, hvis man foretrækker det.

Læs mere om Fønikskoncerterne på www.aarhussymfoni.dk/koncerter/foenikskoncerter
——

Som en lysende bue går solen over himlen – og det samme gør musikken. Først i Carl Nielsens utæmmelige Helios Ouverture, og derefter i den svenske komponist Tommie Haglunds lyttevenlige, men alligevel helt personlige symfoni. Den er inspireret af stjerneskær og himmelrum; Haglund skriver himlen ned på jorden i sit gigantiske kuppelhvælv af en symfoni, der spænder orkestrets instrumenter ud i deres fulde vælde. Symfonien dirigeres af Joachim Gustafsson.

Han er leder af Haglund-festivalen i Halmstad, hvor Aarhus Symfoniorkester også skal spille. Elvira Madigan-koncertens ikoniske toner kalder straks filmbilleder frem på vores indre lærred; musikken perler af overskud og idérigdom. Og ganske vist kender de fleste allerede den langsomme sats, men til denne koncert får vi naturligvis også resten af Mozarts 21. klaverkoncert, som er sprængfyldt med vid,
bid og humør.