Solfald
Køb billet 100-345 kr.
Koncertformat: Musik med mere

Thorvaldsdottir, Sjostakovitj, Järventausta og Mahler

Solfald

Nye nordiske klange møder Sjostakovitjs rå, heftige fortvivlelse og Mahlers sidste toner: Kontrasterne er store i denne koncert, som graver dybt ned i sjælens undergrund.

De to nordiske værker springer ud af det nordiske landskab og natur: Joel Järventaustas solmættede finske toner møder Anna Thorvaldsdottirs vibrerende islandske undergrund. Højenergisk og primalt. Musik, der som tektoniske plader bevæger os helt ned i vores grundvold.

Der er næsten altid et møde med døden i Mahlers musik – og dens modsætning: Den næsten uudholdeligt fuldendte skønhed. Det oplever vi i sin reneste form i adagioen fra den 10. symfoni, Mahlers sidste værk.

Sjostakovitjs første cellokoncert er en af de stærkeste og mest udtryksfulde koncerter, der nogensinde er skrevet for instrumentet. Musikken er som en vulkan af blotlagte følelser og stiller ekstreme tekniske såvel som musikalske krav til solisten. Derfor har vi fået Jakob Kullberg til at spille koncerten – en dansk cellist, der er ekspert i celloens ekstremer.

Hvis du vil leve, aktiveres og eksploderes af musik med mod, kraft og utæmmet livsvilje, så er dette koncerten for dig.