Aarhus er en by, der er dybt afhængig af havet. Ressourcerne fra det omgivende vand ligger til grund for byens skabelse og opblomstring, men efterhånden som byen vokser, kommer havlivet i bugten under større og større pres.
Til tonerne af blandt andet Debussys berømte og storslåede orkesterværk La mer føres du gennem helt nye optagelser af livet og forholdene i og omkring byens havmiljø, og sænkes ned i et fordybelseshav af vand og musik – bogstaveligt talt. I Symfonisk Sal vil du således opleve at være fuldstændig omsluttet af lyd og video fra Aarhusbugten, som projiceres op på alle flader i salen, mens vi lægger noget af musikhistoriens smukkeste musik til som soundtrack.
Sammen tager vi et kærligt blik på Aarhusbugten – og dens udfordringer – og fejrer vandets enorme betydning for vores velbefindende.
___
VELLYDSkoncerten er støttet af Salling Fondene, Aarhuus Stiftstidendes Fond, C.A.C. Fonden, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje og er et samarbejde mellem Aarhus Symfoniorkester og Race for Oceans, Teatret Svalegangen / United Change, Aarhus Searangers, Dykkerbutikken og Nordea Private Banking