Symfoni i det fri
Køb billet 100 kr.
Koncertformat: Musik med mere
Koncertformat: VelLyd

VelLyd | Skovkoncert

Symfoni i det fri

Tonerne snor sig lystigt mellem bøgestammerne, når vi inviterer på en levende symfonisk skovvandring, der giver farve i kinderne og sød musik i ørerne.

Gå med i lunden, når vi til årets koncert bevæger os langt ind i skovens dybe stille ro. I grupper bliver I ført ud på en rejse: En guidet musikalsk vandring gennem Marselisborgskovenes smukke omgivelser. Undervejs er der indlagt forskellige symfoniske pusterum, hvor I aktivt vil opleve musik komponeret om, til og i samspil med naturen og dens lyde.

Sammen udforsker vi den fornemmelse af indre ro, harmoni og fysisk velbefindende, som en tur i skoven giver – og måderne, hvorpå musikken kan forstærke, modulere og udvide de velgørende følelser.

VelLyd er en koncertserie, som har særligt fokus på velvære og vores mentale helbred. Ved at flytte musikken, musikerne og hele koncertoplevelsen ud af salen åbner VelLyds-formatet for nye rum til følelserne, til tankerne og til mindful indlevelse.

PRAKTISK INFORMATION:

  • Om ruten: Koncertdeltagerne inddeles i to større grupper, som hver går en tur, der strækker sig over 1,2 km i let kuperet terræn. Der vil være naturlige gå-pauser undervejs ved forskellige lytte- og oplevelsesposter. Vi opfordrer til, at man medbringer fornuftigt fodtøj og egen forsyning af vand eller vandflaske.
  • Ankomst: Da parkering i området er begrænset, anbefales det at ankomme til fods, på cykel eller med bus. Bus 18 (retning Moesgaard Museum) afgår fra Klostertorv og Banegårdspladsen til Bekkasinvej/Grumstolsvej hver halve time. Herefter er det en gåtur på 8-10 min. til Orienteringsklubben Pan.
  • Parkering: Det er ikke muligt at parkere langs vejen, der leder ned til orienteringsklubben, eller på pladsen foran klubben. Ankommer man i bil, skal man derfor finde parkering andre steder langs Ørneredevej, eks. ved Marselisborg Dyrehave (ca. 17 min. i gåafstand), Den Gamle Vej (ca. 10 min. i gåafstand), P-pladsen før Ørneredevej 15 (ca. 7 min. i gåafstand) eller Aktivitetscenteret Peter Sabroes Minde (ca. 9 min. i gåafstand).
  • Foto/video: Vi frabeder, at man tager fotos eller optager video undervejs. Den symfoniske skovvandring vil blive professionelt videodokumenteret, og alle deltagere vil efterfølgende modtage et link til den færdige video, som man frit kan dele.
  • Hunde/dyr: Det er ikke tilladt at medbringe hunde eller andre kæledyr med på ruten.


VELLYDSkoncerten er støttet af Salling Fondene, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Music City Aarhus 2022 og Aarhus Kommunes Udviklingspulje. En del af Music City Aarhus 2022.