Trash – Recycled
Køb billet 100-170 KR

Familiekoncert

Trash – Recycled

Det buldrer, brager og skramler, når de smadreglade slagtøjseksperter Hamilton og Mikkelsen banker musikken ud af bl.a. skraldespande, cykler og plastikrør.

Har du tænkt over, at der stadig kan være masser af liv i dit affald? Det er i hvert fald fyldt med musik og lyde, der får gamle musikstykker til at hoppe og danse med fornyet kraft.

Det er dét, de gale videnskabsmænd, skraldespandsentusiaster og trommetroldmænd i duoen Trash gerne vil vise dig og din familie med denne koncert. Ved at forene den klassiske musik med stomp, percussion og teater har de skabt en slagkraftig, underholdende og stærkt vanedannende genre, som har gået sin sejrsgang gennem koncertsalene i hele Norden.

Trash har gæstet Aarhus Symfoniorkester flere gange tidligere, og hver gang har det været en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, hvor også publikum får lov til at blive en del af musikken. Men bare rolig, de rydder selv op efter sig – for tænk nu hvis de fandt noget nyt at spille på…