I Coriolan-ouverturen skildrer Beethoven mennesket i sin allermest blotlagte form – ansigt til ansigt med sin egen indre moral. I den femte klaverkoncert er det imidlertid et nobelt, velordnet musikalsk univers, der manes frem – og i den 2. symfoni vender han ryggen til egen fortvivlelse og skaber et lyst og livsbekræftende tonehvælv.
Fælles for de tre værker er, at musikken fremstår med en selvfølgelighed, der er som vokset frem af en dybere nødvendighed.
Musikken ved denne koncert er ofte skabt under svære vilkår og byder alligevel (eller måske netop derfor) på en helle af orden og overskud. Sammen viser den tre sider af Beethoven på et tidspunkt i livet, hvor hans omdømme blev slået fast for tid og evighed.