AF PEER KJÆR ANDERSEN

Store historiske begivenheder har til alle tider påvirket kreative kunstnere. Reformationer, revolutioner og ganske særligt krige har givet impuls til skabelsen af store mesterværker. I litteraturen finder vi realistiske skildringer af krigen som Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten” eller Leon Uris’s ”Læderhalsene” og på museerne hænger værker som Goyas ”Fangernes henrettelse” eller Picassos gribende skildring af terrorbombningen af den spanske by Guernica.

I langt de fleste tilfælde tager kunstnerne afstand fra krigens brutalitet og råhed, om end der findes genrer inden for maleriet, der hylder militarismen med storslåede slagscener. Også på det musikalske område hersker denne dobbelthed. Tjajkovskij skildrer i sin 1812-ouverture glansfuldt russernes sejr over Napoleon, og Beethoven hylder, med et righoldigt udvalg af artilleri, Wellingtons bedrifter i slaget ved Vittoria i sin slagsymfoni fra 1813. Utallige er også de militærmarcher, der med fejende hornmusik ledsagede landenes ungdom til en alt for tidlig død på slagmarken, og sange som ”Lili Marleen” og ”We’ll meet again”, beregnet på at holde humøret oppe hos tropperne, kan tælles i dusinvis.

Over for dem står en række komponister og værker, som seriøst og kritisk forholder sig til krigen og dens følger. De mest markante er fra det 20. århundrede, hvor udbredelsen af radio, grammofon og senere elektroniske medier gav mulighed for en hurtig spredning af budskabet. Her er blot nogle enkelte eksempler.

I første sats af suiten ”Planeterne” giver englænderen, Gustav Holst, med en gennemgående hamrende rytme og stærke dissonanser, som en af de første, sin opfattelse af krigen: den vedvarende truende atmosfære, de heftige udbrud og de øredøvende drøn er et stærkt udtryk for uro og angst. Værket er skrevet i 1916 og naturligt nok inspireret af Første Verdenskrig, som han dog ikke deltog aktivt i, da han var erklæret uegnet til militærtjeneste. Det er en dramatisk sats, der skildrer krigens voldsomhed og brutalitet, og musikken bringer ingen forløsning, men slutter uafklaret på en fortissimoakkord. Hør satsen her:

I 1941 skrev Dmitri Sjostakovitj sin episke 7. symfoni, inspireret af tyskernes belejring af Leningrad. I en storslået opbygget førstesats skildrer han, med bidende ironi, ”krigens jernrotter, der marcherer frem efter rottefængerens pibe”, en hentydning til de tyske tropper. Symfonien fik umiddelbar succes og blev i løbet af kort tid spillet flere steder, ikke blot i Rusland, men også i den vestlige verden, hvor bl.a. Toscanini dirigerede værket. På den måde blev kunsten brugt til at gøre opmærksom på russernes lidelser, men også på deres udholdenhed, optimisme og håb for fremtiden. De oprindelige titler på satser: Krig, Reminiscenser, Ruslands storhed og Sejr, blev senere trukket tilbage af Sjostakovitj, som dermed ville antyde et bredere indhold, et værk om menneskelige vilkår i kritiske situationer, om angsten og dens forløsning i kunsten.

Mens disse to værker skildrer krigen med konventionelle virkemidler, tager polakken Krzysztof Penderecki helt andre virkemidler i brug, da han i 1960 komponerer sin ”Threnody for the Victims of Hiroshima” – Sørgesang for Hiroshimas ofre. Orkestret består af 52 strygere, som behandles meget utraditionelt. Overdrevent vibrato, slag på instrumenterne, buestrøg på strengeholderen eller på den ”forkerte” side af stolen samt glissandi og pizzicati er med til at skabe et realistisk billede af det dramatiske øjeblik, hvor et skærende lysglimt afgør en bys skæbne. Det er en angstfyldt og skræmmende musik, der med sit direkte og kompromisløse udtryk har vundet generel anerkendelse og også er anvendt i film, bl.a. i David Lynch’s ”Twin Peaks”. Hør værket her:

Under Anden Verdenskrig bombede tyske fly katedralen i den engelske by Coventry. Den smukke bygning fra det 14. århundrede blev totalt ødelagt, men det blev besluttet at genopbygge den, og fra alle lande i Europa blev der ydet bidrag, bl.a en række gobeliner fra Frankrig. Ved indvielsen af den nye bygning i 1962 uropførtes Benjamin Brittens korværk ”War Requiem”, skrevet til lejligheden og måske det 20. århundredes fornemste pacifistiske musikværk.

For at understrege netop denne karakter, blev de to herresolister sunget af en englænder, tenoren Peter Pears og en tysker, barytonen Dietrich Fischer-Dieskau. I samme ånd var sopranpartiet tiltænkt den russiske sopran Galina Visjnevskaja, som imidlertid blev nægtet udrejse fra Rusland. Med en utrolig sans for dramatik og poesi blander Britten her den gamle, latinske dødsmesses dramatiske tekst med digte af den unge engelske poet Wilfred Owen, som deltog i Første Verdenskrig og døde ganske få dage før krigens afslutning. I sine digte skildrer Owen på en næsten skræmmende nøgtern måde sin opfattelse af krigen, og Brittens behandling af digtene understreger alvoren, ømheden og sårbarheden i dem. Med sin umiddelbarhed og intensitet står ”War Requiem” som et af århundredets mest betydningsfulde værker med et stort antal opførelser verden over, ligesom der findes en række forskellige indspilninger på markedet. I den forbindelse kan det nævnes, at Aarhus Symfoniorkester – der dengang gik under navnet Aarhus Byorkester – som de første i Danmark opførte værket i Aarhus Domkirke under ledelse af Per Dreier, kun godt et års tid efter uropførelsen.

Et værk af en ganske særlig karakter er Olivier Messiaens ”Kvartet for tidernes ende”. I juni 1940, mens Messiaen var soldat i den franske hær, blev han taget til fange af tyskerne og sendt til lejren Stalag VIII A i nærheden af Görlitz i Schlesien. Med sig havde han en taske fyldt med lommepartiturer, som han nægtede at give slip på. I lejren mødte han tre andre musikere, klarinettisten Henri Akoka, violinisten Jean Le Boulaire og cellisten Etienne Pasquier, og til dem komponerede han en kort trio, som senere fik plads i kvartetten. Ved hjælp af en venlig vagt i lejren, Carl Brüll, lykkedes det at fremskaffe nodepapir, og midt i den schlesiske kulde og sne skrev Messiaen nu – uden klaver – sin kvartet, hvor den traditionelle bratsch er erstattet af en klarinet.

Under de mest trøstesløse omstændigheder skabte han en farverig, intenst dirrende og funklende musik. Klarinettens solo skildrer ensomheden og udmattelsen, mens celloen synger hyldest til evigheden, og alle fire instrumenter unisont skildrer ”Raseriets dans, for de syv trompeter”, inspireret af Johannes’s åbenbaring. På et tidspunkt lykkedes det at fremskaffe et klaver, hvor tangenterne sommetider faldt ned af sig selv. Celloen var angiveligt købt for midler indsamlet i lejren, og med disse instrumenter fik ”Kvartetten for tidernes ende” sin premiere udendørs 15. januar 1941 i overværelse af et stort antal krigsfanger af alle nationaliteter og fra alle samfundslag.

Messiaen udtalte senere: ”Aldrig er der blevet lyttet til mig med så fordybet opmærksomhed og forståelse.” Selv under de mest fortvivlende forhold er kunsten en nødvendighed for at overleve, hvilket dette værk er et lysende eksempel på. Det hører dog med til historien, at den hjælpsomme lejrvagt Carl Brüll efter krigen rejste til Paris for at besøge Messiaen, men denne nægtede at modtage ham. At overleve er ikke nødvendigvis at tilgive.