AF PEER KJÆR ANDERSEN

Sangcykler for stemme og orkester udgør en væsentlig del af den engelske komponist Benjamin Brittens produktion. Med værker som Serenade for horn, tenor og strygere, Nocturne og Forårssymfoni bringer han en hyldest til engelske poeter fra de sidste 600 år. Hermed fortsætter han den tradition, som blev grundlagt af komponister som William Byrd, John Dowland og Henry Purcell. I 1939 bliver han inspireret af den franske digter Arthur Rimbauds digtsamling Les Illuminations og beslutter at komponere en sangcyklus ud fra udvalgte digte i samlingen.

Rimbaud (1854-1891) bliver ofte betragtet som fransk poesis enfant terrible. Han var en af de mest banebrydende franske digtere i slutningen af 1800-tallet og bryder radikalt med romantikkens lyrik.

Med sine billedskabende prosadigte inspirerede han mange modernistiske digtere og fremstod som en oprører mod den franske borgerlighed. Les Illuminations udkom i tidsskriftet La Vogue i 1886, redigeret af digterkollegaen Paul Verlaine og i øvrigt uden forfatterens viden. Det vides ikke med sikkerhed, om Rimbaud selv har givet værket dets overskrift, men ordets to betydninger – lysfester og farvede illustrationer – beskriver indholdet af digtene ganske godt. De er visionære og skildrer spændende universer og landskaber fra forskellige egne, men også en rejse gennem sindets dybder i en sådan grad, at Rimbauds værk kan ses som et skridt på vejen mod den surrealisme, som senere udvikles af André Breton.

Britten skrev værket i 1939 til sopranen Sophie Wyss, som uropførte det i 1940. Det er dog også ofte opført med tenor, bl.a. af Peter Pears. Det rummer flere eksempler på Brittens uortodokse harmonik, eksempelvis i den første sang, hvor Britten kontrasterer B-dur med E-dur, to tonearter, der ligger længst muligt fra hinanden. Det er, som om han her vil betone den tvetydighed, der ligger i mange af de efterfølgende digte. Oven i købet er teksten til den første sang gådefuld. ”Jeg alene har nøglen til denne vilde parade” lyder teksten i oversættelse, og Britten opfatter tilsyneladende dette som om, at kun den kunstner, der betragter verden objektivt, kan forstå den ”vilde parade”, det vil sige menneskelivet. Sætningen gentages tre gange i løbet af cyklen for at slå pointen fast. En gennemgang af de enkelte sange ligger uden for denne artikels rammer, men generelt kan det siges, at Britten i dette værk udvikler nogle træk, som peger direkte frem mod hans første opera Peter Grimes, som kommer fem år senere. Hans orkesterbehandling er overlegen og hans behandling af solostemmen er virtuos og elegant som de digte, han bruger.

Hele cyklen kan høres her med sopranen Barbara Hannigan som solist og dirigent:

Vil man hellere høre den med tenor, er her en optagelse med Ian Bostridge. Den er med engelsk oversættelse af teksten: